Fatima AlZahra´a Alatraktchi, dekan Philip Binning. Foto: Birgitte Røddik.

Årets ph.d.-afhandling førte til ny startup

Ved den årlige ph.d.-reception modtog Fatima AlZahra´a Alatraktchi fra DTU Bioengineering prisen for årets ph.d.-afhandling. Samtidig blev seks andre ph.d.-kandidater og årets ph.d.-vejleder hædret.

Dekan Philip Binning var vært ved fejringen af 178 nye ph.d.-kandidater fra DTU fredag den 26. oktober.

”For at fejre jeres uddannelse som ph.d.-kandidater har vi sammensat en aften, hvor vi uddeler jeres diplomer, og hvor vi uddeler priser til årets ph.d.-afhandling, årets ph.d.-vejleder og DTU’s Young Researcher Award,” sagde han, og slog i løbet aftenen fast, at kandidaterne havde god grund til at være stolte af sig selv:

”Ph.d.-kandidater har gennem original forskning, bidraget til at udvide horisonten for vores viden. De har udført et betydeligt stykke arbejde, hvoraf noget har modtaget national og international fagfællebedømmelse. De forventes at kunne avancere inden for en akademisk kontekst og skabe teknologiske, sociale eller kulturelle fremskridt i et videnbaseret samfund,” sagde dekan Philip Binning, og refererede den fælles europæiske definition af indholdet i en ph.d.-grad.

Årets ph.d.-afhandling

Prisen for årets ph.d.-afhandling gik til Fatima AlZahra´a Alatraktchi fra DTU Bioengineering for afhandlingen Micro- and nano-sensors for early diagnosis of bacterial infections. Hun gennemførte sit ph.d.-projekt i samarbejde mellem DTU Bioengineering, DTU Biosustain og DTU Nanotech.

Med sin afhandling udviklede Fatima AlZahra´a Alatraktchi en revolutionerende metode til at detektere en af de mest problematiske bakterier. Metoden er baseret på en nano-sensor, og er lettere, hurtigere og mere følsom end de nuværende metoder. Et resultat kan produceres på 30 sekunder i forhold til mikrobiologisk dyrkning, der normalt tager 2-3 dage.

Hendes arbejde refererer til syv ISI-artikler, hvor hun er førsteforfatter og har resulteret i et patent og opstartsvirksomheden PreDiagnose IVS, hvor hun er administrerende direktør.

Fatima AlZahra´a Alatraktchi, dekan Philip Binning. Foto: Birgitte Røddik.

Fatima AlZahra´a Alatraktchi, dekan Philip Binning. Foto: Birgitte Røddik.

 

Dekan Philip Binning omtalte Fatima AlZahra´a Alatraktchi som et sjældent talent, der mestrer to fundamentalt forskellige forskningsområder, nemlig nano-fysik og biomedicin/molekylærbiologi. Han tilskrev derudover projektets succes at hun arbejder meget tværfagligt, og har været ambitiøs og ekstremt hårdtarbejdende.

Endelig var Fatima AlZahra´a Alatraktchi blandt de ni håndplukkede forskere, som Uddannelses- og Forskningsminister Tommy Ahlers udvalgte til at give sin mening om nogle af udfordringerne i forskningsverdenen.

Læs mere om Fatima AlZahra´a Alatraktchis banebrydende forskning og hendes nye virksomhed PreDiagnose.

Årets ph.d.-vejleder

Hvert år kan ph.d.-kandidater indstille deres vejleder til prisen for Årets ph.d.-vejleder. I år gik prisen til professor Nini Pryds fra DTU Energi, hvor han er leder af sektionen for elektrofunktionelle materialer. Hans forskningsområde dækker magnetisk køling, termoelektricitet og funktionelle tynde oxid-film. Han spiller en ledende rolle i den tværfaglige forskning i funktionelle materialer til energiforbrug.

En af hans ph.d.-studerende motiverede sin indstilling af Nini Pryds således:

”Han inspirerer mig til at styre min forskning henimod at blive professionel forsker. Han hjælper mig med at finde mine svage punkter, at begrænse dem og forbedre mine færdigheder.”

Professor Nini Pryds (venstre), dekan Philip Binning. Foto: Birgitte Røddik.

Professor Nini Pryds (venstre), dekan Philip Binning. Foto: Birgitte Røddik.

DTU's 'Young Researcher Award'

Denne pris gives til unge forskere, der har gjort en ekstraordinær indsats, og som har et stort potentiale for videre udvikling. I år blev prisen givet til disse seks unge forskere:

Martin Frederik Laursen, DTU Fødevareinstituttet for afhandlingen Development of the human gut microbiota during early life

Sara Lindeblad Wingstrand, DTU Kemiteknik for afhandlingen On the link between nonlinear extensional rheology and morphology of polymeric fibers

Dennis Valbjørn Christensen, DTU Energi for afhandlingen Exploring magnetic and electronic properties in y-Al2O3/SrTiO3

Emre Barlas, DTU Vindenergi for afhandlingen Development of an advanced noise propagation model for noise optimization in wind farm

Nana Haahr Overgaard, DTU Bioengineering for afhandlingen The pig as a large animal model for studying anti-tumor immune responses

Arun Kumar Somavarapu, DTU Kemi for afhandlingen Structural dynamics and pathogenicity of Aβ and presenilin1 variants: Towards a mechanistic understanding of Alzheimer’s disease

Fra venstre Nana Haahr Overgaard,  Arun Kumar Somavarapu, Emre Barlas, Martin Frederik Laursen, Sara Lindeblad Wingstrand, Dennis Valbjørn Christensen, dekan Philip Binning. Foto: Birgitte Røddik.

Fra venstre: Nana Haahr Overgaard,  Arun Kumar Somavarapu, Emre Barlas, Martin Frederik Laursen, Sara Lindeblad Wingstrand, Dennis Valbjørn Christensen, dekan Philip Binning. Foto: Birgitte Røddik.