Debatindlæg af Christine Nellemann, dekan for bæredygtighed, diversitet og internationalt samarbejde på DTU. Bragt i Frederiksborg Amts Avis den 19.11.2024.
For nylig kunne man på sn.dk læse, at Vordingborg Kommunes planer om at anlægge et storstilet energianlæg på Møn er lagt i graven. Lavbundsjorderne, som vindmøller og solceller skulle have været opført på, bør i stedet bruges til naturgenopretning, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening.
Den pointe er forståelig nok, for naturgenopretning af lavbundsjorde sikrer ifølge Danmarks Naturfredningsforening en tilbageholdelse af CO2 og kvælstof og øger biodiversiteten.
Samtidig er balanceringen af utroligt mange hensyn ofte med til at spænde ben for implementeringen af vedvarende energi. Det forsinker den grønne omstilling og sender et forkert signal til verdens ledere på klimatopmødet COP29.
Når hensyn til både natur, mennesker og miljø skal indtænkes, er spørgsmålet ofte, hvilket hensyn der bør veje tungest? For nylig fremførte Inger Støjberg på Danmarksdemokraternes landsmøde det synspunkt, at regeringens statslige energiparker slet ikke bør realiseres. For Danmarksdemokraterne siger ”nej til jernmarker, ja til kornmarker.”
Kompleksiteten i at implementere ny, vedvarende energi udstiller et paradoks, Danmark står over for, når det kommer til grøn omstilling: Langt de fleste danskere mener, den grønne omstilling er vigtig. Men en ud af syv danskere er, ifølge en analyse lavet for Andel af Norstat, ikke villige til at acceptere opsætning af vindmøller i deres kommune, hvis de påvirker naturen eller deres udsigt.
Konsekvensen er, at vi omstiller meget langsommere, end hvad der er brug for.
Klimadrejning kræver modtryk
Under den amerikanske valgkamp varslede Trump, at han som præsident vil trække USA ud af Paris-aftalen og investere massivt i fossile energikilder som olie og kul.
Om han gør alvor af sine ord, ved vi af gode grunde ikke. Men den retoriske klimadrejning understreger i sig selv, at vi ikke må tøve et sekund. I stedet skal vi lægge et massivt, grønt modtryk til alle de lande i verden, som ufortrødent fortsætter med at satse på fossil energi.
Heldigvis har vi i Danmark en særlig styrkeposition, når det kommer til innovation og forskning inden for vedvarende energi. På DTU har vi nogle af verdens førende forskere på området, og vi samarbejder på tværs af myndigheder og erhvervsliv med store grønne virksomheder som Haldor Topsøe, Ørsted, Siemens Gamesa og Vestas. Vi vil gerne samarbejde med endnu flere virksomheder – både store og små.
Disse samarbejder på tværs af værdikæden betyder, at vi hurtigere kan gå fra idéstadie til udvikling, fra produktion til opskalering.
Samtidig er der store politiske ambitioner om, at vi rykker hurtigere på den grønne omstilling. Ambitionen er, at Danmark med Energiøer, nye havvindmølleparker og anlægningen af energiparker på land kan komme til at forsyne, ikke bare os selv, men også store dele af Europa med vedvarende energi.
Men… Når det kommer til den egentlige implementering af disse storstilede planer, er der tøven at spore.
For hvem vil være den upopulære kommune, der skaber røre i villakvarteret? Hvem vil være den Christiansborg-politiker, som tager de svære beslutninger, der måske gør ondt på den korte bane, men som kan redde os på den lange bane? Det er ikke nemt.
Alle må tage ansvaret på sig
En ting er sikkert: Hvis ingen tager ansvar, bliver det svært at gøre en forskel.
Vi vil ikke fortsat være et grønt foregangsland for resten af verden, hvis ikke vi får løftet selve implementeringsdelen og ført løsninger ud i livet.
Vi håber på, at vores forskere, virksomheder, politikere og andre beslutningstagere løser problemerne. Men uden os alle vil barrieren for den egentlige forandring forblive intakt.
Vi har hver især en rolle at spille. Et ansvar for at skubbe på den grønne omstilling. Lige fra Christiansborg-politiker til byrådsmedlem. Fra eliteforsker til samfundsborger.
Beslutninger om nye energianlæg skal naturligvis altid træffes på et oplyst grundlag, der tager højde for både mennesker og natur. Men vægtningen af de enkelte hensyn bør vejes op imod det store billede. Og her kan vi alle bidrage til, at vi rykker os hurtigere i den rigtige retning.
