Inden årets udgang vil der være mere end 20 milliarder enheder (generelt betegnet som Internet of Things - IoT) forbundet til netværk med direkte indflydelse på sundhedspleje, produktion, detailhandel, landbrug og transport. Det betyder, at der er et stigende behov for at producere flere og mere kompakte mikrochips og sensorer både hurtigere og billigere, end man kan i dag.
Eugen Stamates opdagelse af plasma-sheath-lenses og deres evne til at kontrollere ladede partikler som elektroner og ioner, er afgørende for at kunne udvikle nye mikro- og nanofabrikationsteknologier til at imødekomme dette behov. I 2012 blev Eugen belønnet med 'Plasma Physics Innovation Prize' af European Physical Society for opdagelsen af de modale og diskrete fokuseringseffekter.
Stamates banebrydende forskning i 3D-plasma-sheath-lens-konceptet er også kernen i Grand Solutions-projektet Smart3D, støttet af Innovationsfonden. Projektet sigter mod at designe nyt nanofremstillingsudstyr og etablere forbedrede bearbejdningsmetoder til tyndfilmdeponering, ionimplantation og ætsning på substrater med en diameter på op til 300 mm.
Doktorafhandlingen er en sammenfatning af Eugen Stamates forskningspublikationer om 3D-plasma-sheath-lenses fænomenologi og anvendelsesmuligheder og kan findes i sin fulde længde på DTU FindIt.
Akademisk Råd tildeler officielt Eugen Stamate doktorgraden tirsdag den 9. april.