Foto: Bjørn Lymann

Fem yngre forskere kan fyre op under deres forskning

Kemi Cybersikkerhed Fysik Matematik
Fem DTU-forskere under 40 år modtager tilsammen knap 46 mio. kr. fra VILLUM FONDEN og kan nu sætte fart på deres forskningsprojekter.

VILLUM FONDENs Young Investigator Programme uddeler store millionbeløb til fem yngre forskere på DTU fra henholdsvis DTU Kemi, DTU Fysik, DTU Fotonik og DTU Compute. Midlerne er målrettet til at give deres forskningsprojekter et markant løft.

De støttede projekter indebærer også ansættelse af andre unge forskere til at gennemføre de pågældende projekter, der typisk løber over 3-5 år.

Forskning af høj kvalitet

VILLUM FONDEN etablerede Young Investigator Programme i 2011, og satsningen på de yngre forskere har båret frugt. Forskningsdirektør Thomas Sinkjær, VILLUM FONDEN, siger:

”Resultatet er, at flere af de yngre forskere har opbygget selvstændige forskningsgrupper, og flere har kunnet tiltrække yderligere, attraktive forskningsmidler eksempelvis fra EU. Det er derudover glædeligt for fonden, at mange af forskerne pga. deres høje faglighed, efterfølgende har opnået fastansættelse ved et dansk universitet. Det bekræfter os i, at vi har set rigtigt ved at satse på de yngre forskere. De har de gode kreative ideer og kan levere forskning af høj, faglig kvalitet.”

 

Læs om de fem forskere og deres projekter

Foto: Privat

Forsker Sophie Beeren, DTU Kemi, modtager 10 mio. kr.

Ikke-naturlig udvælgelse af kulhydrat-baserede receptorer

Kulhydrater spiller vitale roller i biologiske systemer, men vores muligheder for at studere dem er begrænset af mangel på effektive metoder til at syntetisere dem. Dette projekt har som formål at udvikle en ny bioteknologisk tilgang til syntese af oligomere af kulhydrater. Metoden bruger såkaldte ’templat-molekyler’ og enzymatiske reaktioner til at udvælge specifikke kulhydrat-baserede produkter, der ikke produceres naturligt. Denne bevilling støtter Sophie Beerens forskning i fem år og vil finansiere to ph.d.-studerende og to postdocer.

Læs uddybende artikel om forskningen.

Sophie Beeren modtog i 2016 prisen For Women in Science.
Læs nyheden.

Foto: Privat

Seniorforsker Hau Hu, DTU Fotonik, modtager 10. mio. kr.

Energieffektiv optisk kommunikation

Optisk kommunikation er kernen i vores informationssamfund. Optisk fibertransmission ved konventionelle bølgelængder er dog ved at ramme kapacitetsgrænsen. Dette projekt vil udforske ukendt land inden for optisk kommunikation ved 2 mikrometer og undersøge nye måder at benytte fotoniske chips til højkapacitets energieffektiv optisk kommunikation ved 2 mikrometer for at overkomme den nuværende kapacitetsgrænse. Bevillingen vil gøre det muligt at ansætte tre ph.d.-studerende og en postdoc, samt at anskaffe essentielt laboratorieudstyr. Læs mere her.

Hau Hu er en del af forskergruppen ved DTU Fotonik, der i november 2016 modtog den prestigefyldte Horizon-pris på 500.000 Euro.
Læs nyheden.

Foto: Privat

Postdoc Søren Hauberg, DTU Compute, får 9,7 mio. kr.

At måle uden målebånd

For at lave statistiske beregninger skal vi afgøre, hvilke observationer der ligner hinanden. Typisk gøres dette med et geometrisk afstandsmål.
Dog er det optimale afstandsmål kun sjældent kendt, og vi må estimere et passende mål fra den givne data. Da data som regel er forbundet med usikkerhed, bliver det estimerede mål også usikkert. Dette skaber mange uløste geometriske og statistiske problemer. Med bevillingen ansættes tre ph.d.-studerende, der udføres fem års postdoc-arbejde, og ny data indsamles.

Søren Hauberg har deltaget i et forskningssamarbejde mellem DTU og MIT om kunstig intelligens. Læs mere her.

Foto: Privat

Postdoc Kasper Steen Pedersen, DTU Kemi, modtager 8,6 mio. kr.

Nye metoder til fremstilling af 2D-materialer

To-dimensionelle materialer har et væld af ekstraordinære egenskaber, som er uden sidestykke i den tre-dimensionelle verden, og som er særligt relevante for avanceret computerteknologi og spintronics. I dette projekt vil vi udvikle nye metoder til fremstilling af 2D-materialer vha. syntesekemisk samling af molekylære byggeklodser, hvilke muliggør kemisk indkodning af specifikke materialegenskaber. Bevillingen vil finansiere en postdoc, to ph.d.-studerende, samt udstyr.

Læs uddybende artikel om forskningen.

 Foto: Privat

Seniorforsker Stefan Kragh Nielsen, DTU Fysik, modtager 7,8 mio. kr.

Kan bølge-vekselvirkninger redde fusionsdrømmen?

Fusionsenergi har potentiale til at forsyne jorden med uudtømmelig ren energi. Fusionsenergi har drevet Solen gennem milliarder af år, men på Jorden er den frigivne energi i fusionseksperimenter stadig mindre end opvarmningsenergien til at drive processen. Dette projekt vil undersøge optimering af opvarmningsmetoder ved at karakterisere vekselvirkningen mellem opvarmningsstrålerne og fusionsplasmaet. Bevillingen vil finansiere to ph.d.- studerende, en postdoc og eksperimentelt udstyr.