Allerede i 2005 blev fangst og lagring af CO2 udpeget af FN’s klimapanel, IPCC, som en af de løsninger, der kan imødegå klimaforandringer. Så hvorfor fanger og lagrer vi ikke CO2 for fulde gardiner i dag? Læs professor Erling Stenbys svar. Han har forsket i CO2-fangst, er institutdirektør for DTU Kemi og med i spidsen for et dansk partnerskab, der ansøger om en såkaldt Innomission, der kan bidrage til udviklingen.
Hvorfor tøver vi med CO2-fangst?
Der er flere grunde til, at Danmark – eller andre lande for den sags skyld – ikke fanger CO2 i stor stil. En af grundene er, at vi ikke har fundet ud af, hvem der skal betale for det. Hvis det er de CO2-udledende virksomheder, som skal stå for fangsten, så skal de investere i opførelsen af fangstanlæg og senere bekoste driften af dem. Den udgift skal de jo have dækket. De kan så vælge at lægge den oven i prisen på det produkt, de sælger. Derfor bliver der tøvet rundtomkring, fordi de ekstra omkostninger ved CO2-fangst vil fordyre produkterne, og hvis du er den eneste virksomhed eller det eneste land, der gør det, så vil det gå ud over din konkurrenceevne. Selv hvis stater går ind og støtter, så vil pengene skulle hentes fra borgerne. Så hele finansieringsdelen skal afklares politisk, før vi kan komme rigtigt i gang. I sidste ende vil regningen lande hos forbrugerne uanset hvad, så vi kommer alle til at skulle acceptere, at vi skal betale noget mere for den levevis, vi har i dag.
Hvilke lande er længst?
Lige nu er der ingen lande, der på nationalt plan fanger og lagrer CO2. Fagligt er der meget stærke forsknings- og udviklingsmiljøer i de lande, som gerne vil fortsætte med at udvinde fossile ressourcer, bl.a. Kina, Australien, Canada, Norge og USA. I USA gik udviklingen helt i stå under Trump, men den er nu ved at komme i gang igen. Flere lande har opført større anlæg til CO2-fangst og prøver at få teknologien klar, fordi det efterhånden står klart for de fleste, at det er en løsning, vi bliver nødt til at tage i brug, og så vil man ikke være det land, der ikke er klar.
Er teknologien moden?
Ikke helt. Teknologisk kan vi godt fange CO2, men i Danmark er vi ikke nået meget længere end til mindre demonstrationsanlæg. Det skyldes en meget svingende politisk prioritering af udviklingen af fangst- og lagringsteknologi de seneste 20 år. Men nu har CO2-fangst og lagring en høj prioritet.
For at komme videre kræver det, at teknologien opskaleres og modnes. Ved opskalering fra mindre anlæg til større støder man altid på nye udfordringer, som kræver nye løsninger. Det er ved opskalering, at vi også finder måder at effektivisere en proces på. Teknologimodningen handler også om, hvorvidt vi kan finde en mindre energikrævende måde at få fat i den CO2, vi har fanget. Den bliver typisk fanget i en væske, og for at få den til at slippe væsken igen skal væsken opvarmes kraftigt. Det er den mest omkostningstunge del af fangsten, da det koster meget energi. I hele verden er man interesseret i at finde billigere måder både at fange og samle den fangede CO2 på.
Kan virksomhederne tjene på salg af CO2?
Det ligger noget ude i fremtiden, at virksomheder kan tjene på at sælge den CO2, de fanger. Vi kommer til at fange enorme mængder CO2, og mængderne overstiger ganske enkelt vores behov for CO2 som råvare. Det er muligt at lave forskellige produkter med CO2 som råvare, f.eks. plastik. Men det er meget kompliceret. Det er også muligt at udnytte CO2 til fremstilling af flydende brændstoffer som f.eks. jetfuel. Rent teknisk har man kunnet dette i mange år, men det er stadig meget dyrt. Desuden kræver processen adgang til CO2-fri el. Så det giver kun mening at fremstille brændstofferne, hvis man har adgang til strøm, der ikke er produceret ved at afbrænde fossile brændsler. Ellers er vi lige vidt.
Er lagring den bedste løsning?
Ja, indtil videre giver det bedst mening at lagre den CO2, vi fanger. Det kan være, at lagring viser sig at være et overgangsfænomen, som vi udnytter, indtil vi har fundet en rigtig god måde at udnytte CO2 på som en ressource.
Lagring er heller ikke gratis, for uanset om vi lagrer på land eller i tomme olie- og gasfelter ude i havet, så skal CO2’en transporteres dertil. Det er endnu et åbent spørgsmål, hvordan vi får flyttet rundt på CO2’en. Skal der f.eks. opbygges infrastruktur til dette såsom anlæg af rørledninger, eller kan man udnytte noget af vores eksisterende infrastruktur som naturgasledninger? Det er også uafklaret, hvem der skal have ansvaret for den CO2, vi lagrer. Så der forestår et stort lovgivningsarbejde på området – både hvad angår, hvem der finansierer og har ansvaret for såvel fangst som lagring.