Rektor: ”Unge kvinder skal kunne se, at DTU er for alle, der kan og vil – uanset køn”
Noget tyder på, at rollemodeller kan være med til at tiltrække flere kvinder til områder, hvor mænd udgør flertallet. Derfor mener DTU’s rektor, Anders Bjarklev, at det er vigtigt at kaste lys på nogle af de kvinder, der gør en forskel på DTU.
På DTU har et hav af kvinder gjort en forskel gennem deres faglige bedrifter. Her ses et udpluk af disse rollemodeller. Fotos: Bax Lindhardt, Thomas Steen Sørensen, Stine Heilmann, Marie Bentzon, Jesper Scheel, Okan Yildirim
tirsdag 27 januar 2026
Sole Bugge Møller
I 1960’erne og 70’erne blev folkeskoleelever i USA og Canada bedt om at tegne en forsker . Da en videnskabshistoriker i 1983 indsamlede tegningerne, viste hans analyse, at kun 28 ud af 5000 elever havde tegnet en kvindelig forsker. Altså 0,6 pct.
Forsøget illustrerer, at der kan være indgroede forestillinger om, hvem der kan blive forskere – men den slags forestillinger kan man rykke ved.
Og det vil DTU’s rektor, Anders Bjarklev. Han står i spidsen for en strategisk indsats på DTU, der handler om at tiltrække flere kvindelige talenter. Her fremhæver han vigtigheden af at synliggøre DTU’s kvindelige rollemodeller.
”Unge kvinder, der drømmer om en fremtid som ingeniør, skal kunne spejle sig i andre kvinder, der har ført det vidt. De skal kunne se, at DTU er for alle, der kan og vil – uanset køn,” siger Anders Bjarklev.
”Vi er så småt ved at vende billedet, men kvinder er stadig underrepræsenterede på DTU. Man siger jo ofte, at det underrepræsenterede køn må kæmpe lidt mere for at opnå det samme som det køn, der er i overtal. Derfor er det vigtigt, at vi gør alt, vi kan for at gøre op med det, så alle får en fair chance,” siger Anders Bjarklev.
Har savnet en rollemodel
Det nikker Silvia Tolu genkendende til. Hun er lektor på DTU Electro, hvor hun er en af kun to fastansatte kvindelige forskere i en forskningsgruppe på 36 personer. Tidligere i sin karriere som ph.d.-studerende i Spanien i et felt, hvor mænd var i flertal, oplevede hun at blive ignoreret og mobbet og det vil hun gerne undgå sker for andre.
”Det meste af min forskerkarriere har jeg savnet en rollemodel. Det er vigtigt at føle sig inkluderet i sit forskningsmiljø, og jo mere diversitet der er, jo mere føler jeg mig accepteret,” siger Silvia Tolu.
For at sikre, at unge kvinder, der overvejer en karriere som ingeniør, har nogen at spejle sig i har Silvia Tolu arbejdet frivilligt som rollemodel for forskellige nonprofit-organisationer samt på Engineering Camp for piger på DTU.
”Jeg håber, jeg kan forbedre forholdene for de her piger – men også for drengene. Hvis jeg havde haft en rollemodel tidligere i min karriere, så ville det have været mere motiverende og givet mig nogen at spejle mig i og spørge til råds, når tingene var svære,” siger Silvia Tolu.
Som en af de få kvindelige undervisere inden for sit felt, tiltrækker Silvia Tolu også flere kvinder – på flere af hendes kurser er næsten halvdelen af de studerende kvinder ligesom hun er ph.d.-vejleder for de to eneste kvindelige ph.d.-studerende i forskningsgruppen.
”Mine ph.d.-studerende får en anden oplevelse, end jeg havde – de har fortalt mig, at de føler sig mere repræsenteret. Det er fantastisk at se, at de initiativer vi har taget med kvindelige rollemodeller, rent faktisk virker. I begyndelsen var jeg alene, men nu er vi en hel gruppe af kvinder – og den bliver hele tiden større,” siger Silvia Tolu.
Lektor Silvia Tolu har været involveret i en række initiativer for at få flere unge kvinder til at overvejer en karriere inden for ingeniørfaget. Foto: Kyv Grøn
Sæt lys på dem, der gør en forskel
For DTU’s dekan for bæredygtighed, diversitet, inklusion og talentudvikling, Camilla Rygaard-Hjalsted, er det vigtigt, at DTU iværksætter konkrete initiativer for at skabe lige muligheder for alle. Og man skal ikke undervurdere betydningen af kvindelige rollemodeller, understreger hun, for gennem historien er mange kvinder blevet glemt for det, de har gjort. Derfor er DTU bl.a. begyndt at navngive veje på campus, så kvinder er bedre repræsenteret, senest med tilføjelsen af Agnes Nielsens Vej opkaldt efter en af Danmarks første kvindelige ingeniører.
”Det er virkelig vigtigt, at vi sætter lys på de mange kvinder, der gør en forskel her på DTU. Det er med til at nedbryde stereotype forestillinger og øger sandsynligheden for at vi kan tiltrække – og fastholde – de dygtigste talenter, uanset køn,” siger Camilla Rygaard-Hjalsted.
Fakta
Kvinder på DTU
For at tiltrække og fastholde flere kvindelige talenter, ønsker DTU at synliggøre de kvinder, som gennem deres faglige bedrifter, har gjort en forskel – hvad end de stadig er studerende, er langt i deres forskerkarrierer eller sidder i ledelsesstillinger.
På LinkedIn har DTU synliggjort et lille udpluk af de mange kvinder fra DTU, som har gjort en forskel gennem deres arbejde – så de kan bane vejen for næste generation af kvindelige talenter fra DTU.