Forskere tester elektronerne i krystaller som de nye kvantebit
Med professor Thomas Sand Jespersen i spidsen er en gruppe forskere på DTU på jagt efter en ny kvantebit i et af naturens krystaller, der i dag bruges til bl.a. smykker og batterier.
Professor Thomas Sand Jespersen og ph.d.-forsker Giulia Meucci gør en test klar til nedkøling tæt på det absolutte nulpunkt. Foto: Bax Lindhardt
tirsdag 17 februar 2026
Lotte krull
Når der skal udføres beregninger i en kvantecomputer, er der brug for kvantebit. Kvantebit er de enheder, som vil muliggøre computerens beregninger.
Kvantebit fremstilles på mange forskellige måder. Nogle bruger et atom eller en elektron, andre udnytter fotoner (lyspartikler), og så er der dem, der skaber kvantebit ved hjælp af f.eks. elektricitet og en særlig sammensætning af materialer.
”Den ideelle kvantebit er et kvantemekanisk system, som vi har 100 pct. kontrol over. Det vil sige, at vi kan styre, hvilken tilstand den har, og når vi placerer den i en tilstand, så ændrer den sig ikke af sig selv. Desuden skal man med stor præcision kunne måle, hvilken tilstand den måtte have efter en beregning, ellers ville man ikke kunne få et forståeligt resultat ud af kvantecomputeren,” forklarer Thomas Sand Jespersen.
Han er professor på DTU Energi, hvor han udforsker kvantematerialer og udvikler løsninger, der sikrer, at kvanteteknologierne kan kobles til vores klassiske elektronik uden for kvantecomputeren.
Ny type kvantebit i krystaller
Thomas Sand Jespersen fortæller, at det stadig står åbent, hvilken type kvantebit der bliver den bedste løsning til kvantecomputeren. Jagten på den gode kvantebit er med andre ord stadig i gang.
”Det er stadig aktuelt at lede efter og undersøge kvantebit helt nye steder. Det er en af de ting, vi for øjeblikket arbejder på i min gruppe sammen med et konsortium af europæiske forskningsgrupper fra Italien, Frankrig, Sverige og Polen,” siger Thomas Sand Jespersen.
At finde nye løsninger på kvantebit er ikke enkelt, fortæller professoren, som forklarer:
”Funktionen af en kvantebit vil altid være et kompromis af forskellige forhold. F.eks. vil en kvantebit, som er meget isoleret fra sin omverden, kunne holde sin tilstand i meget lang tid. Det er godt, men til gengæld bliver det tilsvarende vanskeligt at læse tilstanden af en isoleret kvantebit.”
Den nye kvantebit, som DTU-forskerne er i færd med at undersøge, har de fundet i en type materiale, der hører til kategorien komplekse oxider. Komplekse oxider er krystaller, der findes i naturen, og som kan graves op af jorden.
I dag bliver de bl.a. brugt til både smykker og som afgørende byggesten i energiteknologier som batterier og brændselsceller. Man kan også dyrke dem kunstigt – det vil sige, at man kan have sin egen krystalproduktion. Sektionen for Functional Oxides på DTU Energi er en af de førende grupper i verden til at fremstille disse materialer og har omfattende faciliteter til oxiddyrkning på Lyngby Campus.
"Det er stadig aktuelt at lede efter og undersøge kvantebit helt nye steder."
Professor Thomas Sand Jespersen
DTU Energi
To chips med elektriske kvantekomponenter. De skal nedkøles, fordi de kvantemekaniske egenskaber optræder ved temperaturer på nogle få milligrader over det absolutte nulpunkt. Foto: Bax Lindhardt
Materialer med unikke egenskaber
Et komplekst oxid har en relativt kompliceret krystalstruktur og indeholder typisk flere grundstoffer. Et af dem er ilt, hvilket også røbes af ordet ’oxid’. De anvendes allerede bredt inden for energiteknologi, og forskningen i oxider har en lang historie på DTU Energi.
Men det viser sig, at de også har nogle unikke elektroniske egenskaber ved lave temperaturer, som gør dem interessante for kvanteteknologi og kvantebit.
Lige nu er det strontiumtitanat, som DTU-forskerne kigger på, for materialet er eksotisk, som professoren udtrykker det.
”Strontiumtitanat er det, vi kalder for et kvantemateriale. Det vil sige, at vi ikke kan komme uden om at bruge kvantemekanik, hvis vi vil beskrive dets egenskaber. Materialet er stærkt vekselvirkende. Det viser sig bl.a. ved, at det sammenfiltrer f.eks. bevægelsen af elektroner med krystalvibrationer, hvilket vil sige, at elektronerne virkelig kan mærke hinanden, og de reagerer i flok. Forestil dig en flok stærefugle. Når én skifter retning, så følger hele flokken med. Det samme gør elektronerne i det her materiale. Det gør det hele mere kompliceret at forstå og kontrollere, men åbner også for nye muligheder,” siger Thomas Sand Jespersen.
Han fortæller, at elektronerne i andre materialer, som f.eks. silicium, der ofte bruges til kvanteteknologi, til sammenligning er ret ligeglade med hinanden – de har bare deres bane og fortsætter helst uforstyrret ad den.
Hurtigere kvantecomputere
Fordelen ved de ivrige elektroner i strontiumtitanat er, at de – måske – kan udnyttes som kvantebit, med nye metoder til at styre og aflæse deres tilstand.
”Hvis vi lykkes med at udnytte elektronerne i strontiumtitanat, så kan vi måske skabe nye kvantebit, som kan arbejde meget hurtigere i en kvantecomputer,” siger Thomas Sand Jespersen, der tilføjer:
”Indtil videre ser det lovende ud.”
Fakta
Bit versus kvantebit
En bit i en almindelig computer kan være 1 eller 0 og virker lidt som en kontakt: tændt eller slukket.
En kvantebit er et objekt, som f.eks. et atom, der også har to mulige tilstande, 1 eller 0, men dens opførsel følger kvantemekanikkens love, som bl.a. også tillader bitten at være 1 og 0 samtidig. Dette giver nogle nye muligheder for at udføre visse typer af beregninger meget, meget hurtigere end på en almindelig computer.