Skibsingeniør i Frederikshavn
Derfor valgte jeg at læse til skibsingeniør
Den maritime branche mangler skibsingeniører, der designer fremtidens skibe og maritime konstruktioner og skubber den grønne omstilling fremad. Elwira Emilia Mikulska er blandt de første på den nyoprettede diplomingeniøruddannelse Skibsteknik og Maritimt Design.
Samspillet mellem miljø og teknologi
Hun fortæller, at det maritime miljø både er nærværende og relevant for hende i lokalområdet. I Frederikshavn Havn ligger store virksomheder og værfter side om side, og der foregår omfattende skibsbyggeri. Det er forventningen, at der også kommer en statsejet samlefacilitet, som skal samle fem kommende arktiske skibe til det danske forsvar.
”Det særlige ved skibe og det maritime er den globale karakter. Man arbejder lokalt, men er hele tiden forbundet med resten af verden, og det gør branchen utrolig spændende. Samtidig er jeg fascineret af samspillet mellem miljø og teknologi. Man arbejder tæt på naturens kræfter – vand, vejr og bølger – mens man bruger avancerede og kontrollerede teknologier. Netop det spændingsfelt er interessant,” siger Elwira Emilia Mikulska.
Bidrager til reelle løsninger
Som færdiguddannet vil hun gerne arbejde i en virksomhed, der arbejder aktivt med bæredygtighed og verdensmålene. Det vigtigste er, at arbejdet bidrager til reelle løsninger på de klima- og miljøudfordringer, vi står overfor. Hun er også optaget af energi og brændsler – især vedvarende energi og nye energiinfrastrukturer:
”Ud over skibsdesign findes der et helt felt inden for maritimt design, hvor man arbejder med havbaserede konstruktioner og energiløsninger. Derfor synes jeg også, det er enormt spændende, at Danmark planlægger at bygge to store energiøer. Det er præcis den slags projekter, der kombinerer bæredygtighed, teknologi og maritime konstruktioner – og som kunne være et oplagt fremtidigt arbejdssted for mig.”
Læs på DTU i Frederikshavn
Kontakt
Ulrik Dam Nielsen Lektor, Dr.techn. Institut for Byggeri og Mekanisk Teknologi Telefon: 45251970 udni@dtu.dk