Med en banebrydende teknologi til fremstilling af brilleglas vil en spinout-virksomhed fra DTU give brillebærere helt nye oplevelser med verdens tyndeste brilleglas.
Teknologien bag de ultratynde brilleglas vil kunne ændre den måde, som brilleglas bliver fremstillet på i fremtiden, idet den bygger på nanoteknologi i form af tynde laserprintede film på fladt glas. Kunderne får så printet deres individuelt tilpassede brilleglas hos optikeren inden for en halv time.
”Til at begynde med er det særligt kunder, der bruger stærke briller – altså minus 4 eller plus 4 eller derover – der får gavn af den nye teknologi,” siger Anders Kristensen, der er opfinderen bag Odyssey brilleglassene.
Det er altså slut med tykke brilleglas, der hviler tungt på næseryggen hos svagtseende. De nye brilleglas bliver lige så tynde som glasset i almindelige solbriller.
Sammen med to partnere har Anders Kristensen nu etableret firmaet ABH Optics Aps.
Den rette kombination af viden
”Det har været min hovedbeskæftigelse de seneste mange år at arbejde med startup-virksomheder,” siger Bo Svarrer Hansen, der er medstifter af den nye virksomhed, som vil bringe de ultratynde brilleglas til markedet.
”Jeg talte med en innovationsansvarlig på DTU, som lige havde fået et spændende projekt ind på sit skrivebord – og det viste sig at være Anders (Kristensens) projekt. Sådan mødtes vi og kom i gang.”
Fremstillingen af de ultratynde brilleglas er baseret på en helt ny teknologi.
”Med Odyssey-linsen ændrer vi fuldstændig måden, man laver brilleglas på. I den konventionelle teknologi, som i dag bruges til brilleglas, fremstilles linserne ved at forme tykkelsen på det optisk transparente materiale,” forklarer Anders Kristensen.
”I Odyssey skaber vi den samme optiske funktion i en tynd nanostruktureret film. Denne tynde film består af et kæmpe udvalg af nanostrukturer, som vi konstruerer, så når lyset passerer gennem den transparente film, så kontrollerer filmen lysets styrke, fase og polarisation. Og linserne er tynde, uanset hvor stor styrken i linsen skal være. Det betyder, at linserne er lige så tynde og lette som i et par almindelige solbriller.”
Og der er stor efterspørgsel efter tynde letvægtsglas.
Store forventninger
”Kunderne klager normalt ikke, fordi de ikke er klar over, at de rent faktisk kan få tyndere glas,” fortæller optiker og medstifter i ABH Optics Henrik Bense-Petersen. ”Hvis en kunde spørger: Kan jeg få glassene tyndere? Svarer vi: Ja, du kan. Men det er altid svært at afstemme forventningerne – for når de spørger efter tyndere glas, mener de meget tyndere, end vi hidtil har været i stand til at producere. Men nu er vi faktisk på et niveau med Odyssey-linserne, hvor vi kan møde forventningen om en rigtig tynd linse.”
Henrik Bense-Petersen mener, at det nye koncept er banebrydende.
”Vi vil ændre brilleindustrien ved at fremstille ultratynde linser, mens kunden er i butikken, så de kun behøver at komme i butikken én gang. I stedet for alle de linser, der i dag produceres i Asien, vil det sidste trin nu blive udført hos den lokale optiker.”
Også Bo Svarrer Hansen ser store muligheder i det nye firma og partnerskabet.
”Anders er teknikeren, han har lavet opfindelsen og har en dyb teknisk viden. Henrik ved alt om, hvordan kunderne tænker, hvordan man sælger briller, og hvordan konkurrencesituationen er. Og jeg har kendskab til at rejse penge, og hvordan man skaber en startup virksomhed. Så vi komplimenterer hinanden rigtig godt.”
De tre partnere i ABH Optics forventer at kunne sælge de ultratynde brilleglas til forbrugerne inden for to år.
Funding af projektet
Odyssey-projektet har foruden EU-funding modtaget DTU Proof of Concept-midler i to omgange samt støtte fra Innvovationsfonden's InnoExplorer program.