Mens landets videregående uddannelser samlet set oplever en massiv nedgang i antallet af kvote 2 ansøgninger i år, så er faldet i DTU’s ansøgertal mere beskedent. Det viser de seneste ansøgertal fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT).
På landsplan ses et fald på 20%, mens DTU har modtaget kun 4% færre ansøgninger og 6% færre 1. prioritets ansøgninger i forhold til 2021.
”Det er et beskedent fald, som vi håber, holder frem mod kvote 1 fristen den 5. juli 2022,” siger Lars D. Christoffersen, der er dekan for bacheloruddannelser og studiemiljø på DTU. Han tilføjer:
”Det er forventeligt, at vi ser en lavere søgning via kvote 2 i år efter en periode med corona, hvor mange unge droppede sabbatår og i stedet søgte ind på de videregående uddannelser.”
Bacheloruddannelsen oplever en svag stigning
Nedgangen i antallet af kvote 2-ansøgninger opvejes af en fremgang på 1% på bacheloruddannelsen. Tilsvarende modsvares et samlet fald på 4% i antallet af 1. prioritets ansøgninger til bacheloruddannelsen af en procentvis fremgang på bachelorretningerne Bæredygtigt Energidesign, Data Science og Management samt General Engineering.
Noget tyder desuden på, at ansøgerne til bachelorretningerne Miljøteknik (tidl. Vand, bioressourcer og miljømanagement) og Data Science og Management (tidl. Strategisk analyse og systemdesign) bedre har kunnet identificere sig med de nye navne. I hvert fald er begge gået betragteligt frem i det samlede antal ansøgninger efter navneskiftet.
Optimisme trods nedgang
For diplomingeniøruddannelsen ses et samlet fald på 11% og et fald på 10% i antallet af 1. prioritets ansøgninger.
”Jeg er dog også optimistisk på diplomingeniøruddannelsens vegne, da der trods alt er god søgning til uddannelserne Arktisk Byggeri og Infrastruktur, Proces og Innovation samt Bygningsdesign. Ligesom der ses en lille fremgang på Sundhedsteknologi og på Fødevaresikkerhed og -kvalitet,” siger Lars D. Christoffersen.
Udenlandske ansøgere søger normalt optagelse til kvote 2 fristen, men i år er ukrainere og andre flygtninge fra krigen i Ukraine undtaget fra kvote 2 fristen, der faldt den 15. marts 2022. De kan i stedet søge optagelse helt frem til kvote 1 fristen den 5. juli 2022.
Alle ansøgere for både kvote 1 og kvote 2 vil få svar på deres ansøgning den 28. juli 2022.