CO2-reducerende cement, produktion af mælkeproteiner med vedvarende energi og automatisering af indendørs plantefarme. Der var mange gode bud på bæredygtige løsninger, da studenterkonkurrencen Grøn Dyst fandt sted på DTU Skylab fredag 24. juni. Her præsenterede omkring 200 studerende ca. 70 forskellige projekter med fokus på FN's bæredygtighedsmål.
Konkurrencen blev åbnet af uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen og koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab Marianne Thellersen. I sin åbningstale sagde hun bl.a.:
”På DTU ønsker vi at fremme et bæredygtigt samfund gennem uddannelse, forskning og udvikling af teknologi. Bæredygtighed er vores omdrejningspunkt, og vi arbejder med bæredygtighed på alle vores uddannelser.”
”Jeg er sikker på, at I vil opleve de studerendes innovative idéer, når I går rundt på DTU Skylab i dag. I vil se studerende, der tager udfordringen op og bruger deres kreativitet og evner til at skabe en bæredygtig verden. For det er det, vi gør på DTU. Vi fokuserer på at finde bæredygtige løsninger.”
Pitch og paneldebat
Efter velkomsttalerne præsenterede studerende fra to udvalgte projekter deres idéer for Jesper Petersen og Marianne Thellersen. Her fortalte de om dyrkning af grøntsager i vand i flygtningelejrer - og gærstammer, som kan omdanne naturlige farvestoffer til mad.
Herefter gik dommerne i gang med at bedømme studenterprojekterne. Dommerne kom fra det politiske liv, virksomheder, organisationer, DTU og andre universiteter og var delt i 20 dommerpaneler. Hvert dommerpanel bedømte cirka 10 projekter i løbet af dagen for at sikre, at alle projekter blev set af tre forskellige paneler.
Desuden var studenterprojekterne opdelt i fire kategorier, så der var lige vilkår og muligheder for at deltage, uanset om man var bachelor-studerende eller kandidatstuderende.
Sidst på dagen var der paneldebat med Sofie Winge-Petersen, DTU-studerende og tidligere vinder af Grøn Dyst, Tommy Ahlers, investor og iværksætter, Johannes Lüneborg, partner i McKinsey & Company og serie-iværksætter og Innovation Lead i Mærsk Drilling Ana Andonovska. Formålet var at inspirere de studerende til at tage deres grønne og bæredygtige studieprojekter skridtet videre og etablere egentlige start-ups, som kan gøre en reel forskel i verden.
Dagen sluttede med uddeling af 1., 2. og 3.-pladser i fire kategorier. Vinderne af de fire førstepladser fik 30.000 kr.