Nyuddannede ingeniører kommer hurtigt i arbejde, efter de har afsluttet deres uddannelse. En dimittend- og aftagerundersøgelse fra analysefirmaet Epinion udarbejdet for DTU viser, at knap 9 ud af 10 DTU-civilingeniører og -diplomingeniører i arbejdsstyrken har ansættelse senest et år efter, de har afsluttet deres studier.
Undersøgelsen dokumenterer, at efterspørgslen på ingeniører i samfundet er uændret høj, og bekræfter Ingeniørforeningen IDA’s prognoser om, at der i 2030 vil mangle 13.000 ingeniører og personer med en lang videregående uddannelse inden for teknik og IT.
De seneste tal fra IDA viser, at ledigheden for ingeniører og naturvidenskabelige kandidater i juni 2022 var på 1,7 procent.
”Det er glædeligt, at de ingeniørstuderende hurtigt kommer i arbejde. Mere end halvdelen af DTU-ingeniørerne går nærmest direkte ud i et job efter studiet. Det afspejler samfundets store behov for ingeniører, som er en faggruppe, hvor under to procent er arbejdsløse, hvilket er ensbetydende med, at der nærmest ikke går en ledig ingeniør rundt i Danmark,” siger rektor på DTU Anders Bjarklev.
Stærke digitale kompetencer
Dimittend- og aftagerundersøgelsen er udarbejdet på baggrund af DTU-ingeniører uddannet i årgangene 2019- 2021, og viser, at der er stor tilfredshed med kvaliteten af de nyuddannede ingeniører blandt virksomheder og andre aftagere.
De aftagere, der har DTU-ingeniører ansat, oplever generelt, at DTU-ingeniørerne har de kompetencer, der er brug for. Særligt engagement og digitale kompetencer scorer DTU-ingeniørerne højt på hos aftagerne. Over halvdelen af aftagerne mener også, at DTU-ingeniørerne har en dyb faglighed og en innovativ tilgang til arbejdet.
Kun i forhold til kompetencer inden for bæredygtighed er der større spredning i aftagernes vurderinger. Aftagerne peger på bæredygtighed som en vigtig kompetence for ingeniører. Blandt andet på den baggrund har DTU de senere år indført bæredygtighed som et grundelement på alle DTU’s studieretninger. Og siden 2021 har DTU formaliseret det yderligere ved at indføre et charter, som betyder, at de studerende skal forholde sig til bæredygtighed i alle projektopgaver og produkter.
DTU vil følge udviklingen i aftagernes tilfredshed også på dette område i fremtidige målinger og dimittendundersøgelser.
Flest ansættes i den private sektor
Hovedparten af de nyuddannede civilingeniører og diplomingeniører bliver ansat i den private sektor og inden for branchen erhvervsservice. Undersøgelsen viser, at branchen beskæftiger 28 procent af de nyuddannede civilingeniører, og 34 procent af diplomingeniørerne fra DTU. Erhvervsservice dækker over rådgivning, forskning og udvikling samt reklame. Herefter følger branchen industri, råstofvinding og forsyningsvirksomhed.