Danmark er med helt i front, når det gælder udviklingen af teknologi, der har store anvendelsesmuligheder for Forsvaret. I et nyt forskningsprojekt Adequade, som er støttet af Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, skal DTU med 35 europæiske partnere deltage i udviklingen af ny teknologi, der udnytter kvantesensorer til at navigere i kort over jordens tyngdefelt.
Adequade-projektet var et af flere forskningsprojekter, som blev præsenteret på et møde på DTU med forsvarsminister Morten Bødskov (S).
”Der er ingen tvivl om, at vi har kompetencer i verdensklasse i Danmark, når det kommer til forskning og udvikling af militære teknologier – det er de dygtige folk bag projektet her et lysende eksempel på. Den styrkeposition er fuldstændigt afgørende for, at vi også i fremtiden kan modstå udfordringerne mod vores sikkerhed,” sagde forsvarsminister Morten Bødskov.
Ministeren glædede sig over at Adequade-projektet sammen med danske virksomheder og forskningsinstitutioner har fået bevillinger på tilsammen omkring 80 millioner kroner fra den Europæiske Forsvarsfond. Samlet set er der dansk deltagelse i i alt 13 projekter med budgetter, der tilsammen udgør 3,5 mia. kroner.
”Historisk mange danske virksomheder og institutioner står til at modtage midler fra EU’s forsvarsfond, og det er i den grad et udtryk for, at vi er rigtigt godt på vej”, sagde Morten Bødskov.
Prorektor på DTU Rasmus Larsen fremhævede under besøget, at DTU’s rumforskning sammen med forskning inden for cybersecurity, kvanteteknologi, kunstig intelligens og det maritime felt, er forskningsområder, hvor Danmark har internationale styrkepositioner.
Navigation via tyngdekort
Adequade-projektet ledes af den franske teknologivirksomhed Thales. I projektet skal forskere fra DTU Space deltage i at udvikle og teste kvante-accelerometre, der kan måle ændringer i tyngdefeltet med høj præcision. Dette muliggør langt mere præcis navigation end i dag, fordi teknologien gør brug af tyngdekort, og derfor ikke er afhængig af informationer fra GPS-systemer, der kan jammes eller spoofes, hvilket det russiske militær aktuelt gør i krigen mod Ukraine.
Kvante-gravimetret vil i fremtiden kunne anvendes overalt, også i bygninger, under jorden og i ubåde. Kvante-accelerometre muliggør også mere præcise satellitmålinger af klimaændringer som isens afsmeltning, stigninger i det globale havniveau og oversvømmelser.
Udvikling af nye kvantesensorer
Kvanteteknologier og rumteknologi er områder, hvor Danmark har forskningsmæssige styrkepositioner, som åbner for højteknologisk vækst og arbejdspladser nu og i fremtiden.
DTU Space har sammen med franske firma ONERA, som de første på feltet udført målinger fra fly med kvante-accelerometer over Island og Frankrig. Det er bl.a. den erfaring, der skal udnyttes udviklingen af nye kvantesensorer.
Samtidigt er DTU Space med i et nyt parallelt EU projekt – CARIOQA – som skal forberede udvikling af tilsvarende kvante-accelerometre til satellitter, med en forventet første opsendelse i 2028-2029. Dette understreger hvilken interesse der også er for anvendelser af kvanteteknologi i rummet.
Opfordring til studerende
Morten Bødskovs besøg på DTU blev afsluttet med et oplæg om den sikkerhedspolitiske situation, og med en klar opfordring til de studerende om at opsøge projekter i samarbejde med Forsvaret.
”Dansk forsvar skal åbnes op, så I kan være med til at udvikle det indefra. Vi har en kompetence i jer, og i de uddannelser I tager, som kan konkurrere med de stærkeste i verden,” sagde Morten Bødskov.