Nedenstående kronik har været bragt i Information den 4. februar 2023.
I Danmark har der været en bemærkelsesværdig stor enighed om at sætte meget ambitiøse mål om reduktion af drivhusgasudslip.
Oprindelig blev der med klimaloven i 2020 sat et mål om 70 procents reduktion af vores drivhusgasudslip i 2030 sammenlignet med 1990, og det nye regeringsgrundlag åbner nu for at udvide denne målsætning til 80 procent. Formålet er, at Danmark lever op til Parisaftalens mål om at begrænse de globale temperaturændringer til 1,5 eller to grader.
Der er en omfattende intern dansk debat om, hvordan disse mål kan nås, som blandt andet handler om adfærdsændringer, landbrug, nye teknologier og virkemidler som høje CO₂-afgifter. I denne debat savner jeg, at der anlægges et større globalt udsyn på, hvilke store kilder der er til drivhusgasudslip i verden, og hvordan teknologiske, økonomiske og geopolitiske samarbejder kan være med til at komme i mål.
Fælles problem
Før de store internationale perspektiver tages op, er det vigtigt lige at slå fast, at klimaændringerne er et fælles globalt problem, og alle drivhusgasudslip uanset lokalisering i lande eller politisk ansvar bidrager lige meget til klimaændringer. De fleste lande er ligesom Danmark små kilder til drivhusgasudslip, og vi får derfor heller ikke nogle direkte mærkbare fordele af at reducere vores udslip. Det er også derfor, at landene siden FN’s første klimaaftale i 1992 er gået sammen om at arbejde for reduktioner. Indsatsen nytter kun noget ved fælles indsats.
FN’s klimaekspertpanel, IPCC, kom i april 2022 med en rapport, som på basis af en vurdering af den videnskabelige litteratur vurderede mulighederne for at opnå Parisaftalens mål. En vigtig hovedkonklusion var her, at »Begrænsning af globale temperaturændringer til 1,5 eller under to grader kan stadig nås, men det haster med større drivhusgasreduktioner«.
Konklusionen beror naturligvis på, at landene erkender alvoren i klimaændringerne, men en anden vigtig faktor er også, at de sidste 30 års udvikling har vist, at der faktisk har været en hurtig udvikling i mulighederne for at gennemføre store reduktioner i drivhusgasudslippene, samtidig med at vigtige økonomiske og sociale udviklingsmål kan gennemføres som for eksempel repræsenteret i FN’s verdensmål.
Jeg vil vove at påstå, at den konklusion er en af de mest overraskende økonomiske erkendelser om forholdet mellem udvikling og miljøpåvirkning, som jeg har oplevet siden min dimission som økonom i 1983.
Dette er på trods af, at udfordringerne i at stabilisere de globale temperaturændringer er enorme. I Parisaftalen står der, at landene selv frivilligt kan melde mål for reduktion af drivhusgasudslip ind, og som det det fremgår af IPCC’s seneste rapport om reduktion af drivhusgasser, svarer de eksisterende indmeldinger til, at de globale temperaturændringer vil ligge i overkanten af to grader frem til 2100.
Hvis vi skal lykkes med at begrænse de globale temperaturændringer til 1,5 grader, uden at temperaturen på noget tidspunkt overstiger denne grænse, så skal verdens samlede drivhusgasudslip faktisk allerede begynde at falde fra nu af, og omkring 2050 skal udledningerne være negative.
Alternativt arbejdes der også med nogle scenarier, hvor de globale temperatur ændringer først kommer til at stige over 1,5-graderniveauet for derefter at falde. Sådanne scenarier tillader, at tidspunktet, hvor verdens drivhusgasudslip skal falde under et, kan udskydes lidt.
Økonomisk fremgang
Det er åbenlyst en meget vanskelig målsætning at reducere de globale temperaturændringer til højst 1,5 grader på et tidspunkt, hvor størstedelen af verdens befolkning lever i lande, hvor økonomisk udvikling stadig er afgørende for at få adgang til indkomst, uddannelse, sundhed, energi, vand og andre basale goder. Stigende drivhusgasudslip vil automatisk følge med sådan en udvikling, medmindre internationalt samarbejde kan fremme en helt ny og klimavenlig udvikling.
Når man taler om internationalt samarbejde med lande, der er store fremtidige kilder til drivhusgasudslip, er det vigtigt at gøre sig klart, at for eksempel EU både nu og i fremtiden er en meget lille kilde til verdens drivhusgasudslip. Det betyder, at det ikke er nok, at vores del af verden taler højt om store klimaambitioner i vores eget område.
Kina og USA er verdens største kilder til drivhusgasudslip, og det er her samtidig værd at bemærke, at udviklingstendensen fra 1990 til 2020 for OECD-lande som USA og EU, hvor udslippene er let faldende, er helt forskellig fra tendensen for vækstøkonomier, som Kina og Indien, hvor udslippene stiger stærkt.
Disse forskelle skyldes ikke kun forskelle i klimapolitikken i landene, men snarere, at højtudviklede industrialiserede lande hele tiden øger andelen af servicesektorer og let industri i deres økonomier, hvilket betyder lavere intensitet af drivhusgasser i økonomien, mens vækstøkonomier som for eksempel Kina og Indien har relativ høj økonomisk vækst og bygger industri, infrastruktur og byer op, hvilket øger drivhusgasintensiteten i deres økonomier.
Set i et internationalt klimapolitisk perspektiv betyder det, at det er ekstremt afgørende at samarbejde med vækstøkonomierne om, at de i deres nuværende udviklingsfase satser på grøn teknologi, hvor for eksempel store investeringer i kulfyrede kraftværker erstattes af vedvarende energi. Det er mit indtryk, at dette perspektiv undervurderes i den danske klimapolitik, hvor vi ofte taler om særligt at satse på EU-politik og danske løsninger fremfor at række ud til et større internationalt samarbejde.
Danmarks rolle i det store spil
Siden klimapolitik blev sat i gang i 1990’erne, har der været stor enighed om, at det nok ville blive noget dyrere at satse på klimavenlige vedvarende energikilder end på kul, olie og gas, men det ville nok være nødvendigt for at bremse stor globale temperaturændringer. Derfor var det også glædeligt at opleve en stor og enig opbakning fra alle verdens lande ved vedtagelsen af IPCC-rapportens konklusion om, at sol- og vindenergi i dag er billigere end konventionelle anlæg baseret på fossile brændsler.
Udviklingstendenserne er på den måde meget lovende for mulighederne for at opnå store reduktioner af drivhusgasudslippene, hvis klimavenlige teknologier hurtigt indfases, men det skal ikke undervurderes, hvor vanskeligt det kan være at få trængt de fossile brændsler ud af energisystemerne både i form af nedlukning af eksisterende systemer og stop for nye investeringer i minedrift og olie- og gasudvinding.
I det brede internationale perspektiv ser det ud til, at Danmark faktisk kunne spille en meget stor rolle både gennem samarbejde med de store klimaspillere i verden og gennem vores kompetencer og teknologiske styrkepositioner inden for vedvarende energi og energieffektivisering.
Derudover er det også vigtigt at overveje, hvordan vi gennem forskning, udvikling og investeringer kan være med til at løse nogle af de særligt svære og omkostningstunge områder for drivhusgasreduktioner som den internationale skibsfart, fly og tung trafik med PtX-brændsler.
Kæmpe investeringer i energiøer og PtX er sat på dagsordenen i EU og i Danmark, og de kan måske se uoverskueligt dyre og usikre ud, men set i forhold til, hvad der kræves for at nå et 1,5-gradersmålet, så er det svært at se så mange andre løsninger lige nu.
Kirsten Halsnæs er professor i klima og økonomi DTU og ledende koordinerende hovedforfatter af IPCC's rapport om reduktion af drivhusgasser.
