Kirsten Halsnæs er professor i klimaøkonomi på DTU Management i sektionen for Climate Economics and Risk Management. Hun forsker i klimapolitik og bæredygtig udvikling med anvendelse af kvantitative målemetoder, herunder af metoder til vurdering af skadeomkostninger ved ekstreme klimahændelser. Kirsten begyndte sin karriere i det daværende Boligministeriet i 1983 og blev ansat på DTU i 1987 i afdelingen for systemanalyse på Risø campus. Hun blev senere leder for Klima DTU og arbejder nu på DTU Management.
I sine mange år på DTU har Kirsten opnået mange bemærkelsesværdige resultater. Siden 1993 har hun været ledende hovedforfatter i FN’s klimapanel IPCC. I 2007 modtog Kirsten og resten af IPCC-panelet Nobels fredspris sammen med Al Gore. Prisen blev givet for deres store arbejde med at formidle om klimakrisen og sætte den på den politiske agenda.
Netop arbejdet med at sprede viden fra hendes forskning i klimaforandringer har været vigtigt for Kirsten gennem hele hendes karriere. Derfor har hun gennem hele sit arbejdsliv ofte været i kontakt med journalister, hvilket har ført til hendes deltagelse i en lang række interviews, artikler og tv-debatter. Hendes evne til at formidle kompliceret og vigtig viden til offentligheden og hendes deltagelse i samfundsdebatten førte til, at Kirsten i 2019 vandt Uddannelses- og forskningsministeriets Forskningskommunikationspris. Kirsten mener, at det er vigtigt at skabe et solidt og faktabaseret grundlag for debatten om klimaforandringer, hvis vi skal kunne løse de udfordringer, vi står overfor.
Fokuserer på løsninger frem for problemer
Kirsten er uddannet cand.polit fra Københavns Universitet og har en ph.d. fra Roskilde Universitet. Hun mener selv, at hendes faglige udgangspunkt som samfundsøkonom, har ført til et gavnligt samarbejde med hendes ingeniørfaglige kollegaer på DTU:
”Jeg har haft stor glæde af at have adgang til teknisk og naturvidenskabeligt data til mit arbejde med de samfundsøkonomiske aspekter af klimaforandringer. Når det handler om klima og international udvikling, er det meget vigtigt, at vi bringer den viden, vi har, i spil, og at vi kan bruge viden indsamlet på tværs af fagområder. Det har jeg mødt stor samarbejdsvillighed omkring på DTU, fra både kollegaer og ledelsen.” siger Kirsten Halsnæs.
Hun har desuden været glad for at undervise på DTU og for muligheden for at inspirere studerende til at tage de udfordringer op, som vi står over for.
DTU Management er også glade for Kirstens bidrag til DTU, fortæller institutdirektør Mette Wier:
”Der er al mulig grund til at fejre Kirsten Halsnæs. Få har som hende formået at bruge sin videnskabelige baggrund til at gøre verden bedre, ikke bare herhjemme, men globalt. Kirsten så før mange andre klimaudfordringerne, men har aldrig haft en opgivende holdning til området, tværtimod. Der peges på løsninger, ikke mindst for mennesker i det globale syd, som bliver de største tabere under global opvarmning. DTU ønsker Kirsten mange gange tillykke med jubilæet.”