Bassinhave, beplantning med biodiversitet for øje og en farverig arena i spotlys er noget af det, som det nye Kemitorv på DTU Lyngby Campus indeholder.
Torvets arena og bassinhave fungerer som to vartegn, der skal danne ramme for arrangementer, gruppemøder og hverdagens frokoster.
Før stod Kemitorvet som en nedlagt parkeringsplads. I 2020 udskrev Campus Service på DTU en arkitektkonkurrence med ambitionen om, at Kemitorvet skulle omdannes til et attraktivt område for både DTU’s studerende, medarbejdere og gæster.
I dag er torvet forvandlet til et centralt samlingspunkt midt på DTU tæt på den kommende letbane, som får stop ud til torvets omkring 9.500 kvadratmeter.
”Kemitorvet er et knudepunkt, som forbinder mange centrale bygninger på DTU. Nu bliver det også et socialt samlingspunkt. Vi har introduceret mange gode muligheder for at opholde sig. Man kan nyde en pause, sætte sig på gavlbænken i morgensolen, smide sig på græsset, holde udendørsmøde eller tage frokosten med fra kantinen,” siger Laura Utke Graae Jørgensen, som er projektleder for opførelsen af det nye Kemitorv.
Biodiversitet i fokus
Opførelsen af det nye torv passer godt ind i DTU’s mål om at øge biodiversiteten på campus. Et udvalg af hjemmehørende planter skal skabe gode rammer for insekter og andet liv i torvets træer og bede.
”Vi har nøje afstemt beplantningen efter de insekter, som hører til her. Der bliver plantet hvidtjørn, som ligeledes understøtter biodiversiteten,” siger Laura Utke Graae Jørgensen.
Mellem træbænke og stier er der vilde bede med enggræs, som afgrænser opholdsområder. Torvets træer, hvor gamle bøge- og egetræer er bevaret, skaber læ og skygge under trækronerne til de mange opholdszoner.
Når mørket falder på, bliver torvet oplyst af LED-lys, der med sin intelligente lysstyring reguleres efter dagslys, og derigennem sikrer et minimalt energiforbrug. Under store regnskyl virker torvets lave områder med beplantning som regnvandsforsænkning, som hjælper med at forhindre overfyldte kloakker.
Farverig arena og bassinhave
Torvets to vartegn er noget af det første, man lægger mærke til, når man træder ind på Kemitorvet.
Det første vartegn er formet som en cirkel og omkranset af tekstilskærme i forskellige farver. På den måde danner skærmene en delvis lukket arena, som i de mørke timer bliver oplyst af LED-lys. Inde i arenaen kan man sætte sig og se, hvordan lyset påvirkes af det farvede stof.
Overfor arenaen er bassinhaven, som er torvets andet vartegn.
Her er sorte, siddevenlige sten i granit placeret med mellemrum i et ophøjet bassin. Bassinet fungerer som en lav væg, der indrammer en åben plads i midten. Som et vandspejl reflekterer bassinet solens stråler, og giver en særlig oplevelse til dem, som sidder på de sorte sten.
”Vi har benyttet os af højkvalitetsmaterialer, og vi har indtænkt genanvendelse i projektet, bl.a. er flere af stenene, der er lagt i jorden på torvet, chaussesten, som stammer fra DTU´s eget lager,” siger Laura Utke Graae Jørgensen.
Torvet får sin officielle indvielse i foråret 2024.