Samarbejde
Den måske vigtigste aftale, jeg har indgået som rektor
Et nyt partnerskab mellem Region Hovedstaden og DTU sigter mod at transformere sundhedsvæsnet gennem uddannelse, innovation, forskning og behandling, skriver rektor Anders O. Bjarklev i en klumme.
Konkrete løsninger på konkrete problemer
Det ligger i vores DNA på DTU, at vi skal ud, hvor folk har jord under neglene og hjælpe med at udvikle konkrete løsninger på de faktiske problemer, folk oplever i deres daglige arbejde. Faktisk har vi på et hvert givent tidspunkt mere end 1.600 samarbejder med virksomheder og offentlige institutioner rundt om i Danmark og verden. Vi samarbejder med alle, der kan bruge vores ekspertise for at skabe teknologi til gavn for mennesker.
Der findes derfor talrige projekter allerede, hvor DTU samarbejder med sygehusene, men vi har brug for endnu flere – og derfor skal vi gøre det let at samarbejde på tværs af teknik og klinik.
Eksempelvis har vores forskere og studerende i forskellige projekter allerede mulighed for at blive en del af læger og sygeplejerskers dagligdag rundt om på landets klinikker. Den indsigt, de derved får i den kliniske virkelighed, giver viden, som kan omsættes til løsninger, der kan forhindre, at sygdom opstår og som kan hjælpe, når patienter ender i et sygdomsforløb.
På samme måde ønsker vi, at hospitalsansatte får indblik og indsigt i de fagligheder, der er på DTU. Sammen skal der gerne skabes en overligger, hvor begge fagligheder bliver løftet og der bliver udtænkt nye innovative løsninger.
Kort vej fra tanke til handling
Processen med at udvikle rammerne for samarbejdet mellem DTU og regionen er gået usædvanligt hurtigt. Bare 18 måneder efter Rigshospitalets direktør Rasmus Møgelvang plantede idéen under et møde på mit kontor, står vi her med en solid, gennemtænkt, underskrevet aftale, klar til at gå i gang med det vigtige arbejde.
Den kvalitet og hastighed, som har kendetegnet arbejdet med at skabe rammerne for samarbejdet, vidner om den begejstring, der ligger bag fra begge parter. Jeg er da også overbevist om, at vi gennem partnerskabet kan skabe fremtidens sundhedsvæsen.