fakta
Continuous Variable Quantum Key Distribution (CV QKD)
Quantum Key Distribution blev udviklet som koncept i 1984 af Bennett og Brassard, mens den første praktiske implementering af QKD blev udført af den canadiske fysiker og computerpioner Artur Ekert og hans kolleger i 1992. Deres bidrag har været afgørende for udviklingen af moderne QKD-protokoller; et sæt regler, procedurer eller konventioner, der bestemmer, hvordan en enhed skal udføre en opgave.
Quantum Key Distribution (QKD) er baseret på en grundlæggende usikkerhed i at kopiere fotoner i kvantetilstand. Fotoner er de kvantemekaniske partikler, som lys består af. Fotoner i kvantetilstand bærer på en grundlæggende usikkerhed, som betyder, at det ikke er muligt med sikkerhed at vide, om fotonen er en eller flere fotoner samlet i den givne tilstand, også kaldet koherent foton. Det forhindrer en hacker i at måle antallet af fotoner, og det gør det umuligt at tage en præcis kopi af en tilstand. De bærer også på en grundlæggende tilfældighed, fordi fotoner er i flere tilstande samtidigt, også kaldet superposition. Fotonernes superposition kollapser ind i en tilfældig tilstand, når målingen sker. Det gør det umuligt at måle, hvilken fase de er i præcist, mens de er i superposition.
Tilsammen bliver det umuligt for en hacker at kopiere en nøgle uden at introducere fejl, samtidig vil systemet vide, at en hacker forsøger at bryde ind, og kan lukke ned med det samme. Det bliver med andre ord umuligt for en hacker først at stjæle nøglen, og dernæst undgå at døren går i baglås i samme sekund, som hackeren sætter nøglen i låsen.
Continuous Variable Quantum Key Distribution (CV QKD) fokuserer på at måle de glidende egenskaber af kvantetilstande i fotoner. Det kan sammenlignes med at formidle information i en strøm af alle de nuancer, der findes af farver, i modsætning til at formidle information trinvist i hver enkel farve.