Danmarks Tekniske Universitet og IT-Universitetet står til at miste 6,8 % af deres studerende som følge af politiske forhandlinger om en ny kandidatreform. Det viser oplysninger, som Weekendavisen for nylig kunne offentliggøre.
Nedskæringerne rammer, selvom Uddannelses- og Forskningsministeriets egne tal viser, at DTU og ITU har den laveste dimittendledighed i landet.
Samtidig er efterspørgslen på ingeniører og IT-specialister fra erhvervslivet tårnhøj, påpeger ITU’s rektor Per Bruun Brockhoff og DTU’s rektor Anders Overgaard Bjarklev i et debatindlæg i Altinget.
”Det er paradoksalt, at man vil skære der, hvor behovet er allerstørst. Samfundet har mere end nogensinde brug for tekniske specialister til at sætte fart på den grønne omstilling og til at fremme digitaliseringen. Det viser tallene jo med al sin tydelighed,” siger rektor på DTU Anders Overgaard Bjarklev.
’Strategi er forfejlet’
Formålet med den politiske aftale er at styrke forbindelsen mellem uddannelser og arbejdsmarked. Men ifølge de to universiteter modarbejder den kommende dimensionering netop det formål.
”Virksomhederne, særligt i Region Hovedstaden, skriger på flere specialister inden for IT. Vi har allerede svært ved at imødekomme dem, og det her vil gøre det endnu sværere,” siger rektor for IT- Universitetet Per Bruun Brockhoff.
DTU og ITU påpeger, at hvis regeringens strategi med dimensioneringen er at få flere unge til at søge ind på uddannelser som pædagog, lærer eller sygeplejerske, er denne strategi forfejlet. For nylig kunne fagforeningen DM dokumentere, at hidtidige dimensioneringer ikke har resulteret i, at flere unge er rykket over på de store velfærdsuddannelser. Tvært imod har dimensioneringen betydet en øget konkurrence om de mest eftertragtede universitetsuddannelser.
”Det virker hovedløst at fortsætte en linje, som frem for at løse et problem, skaber en række nye. Vi forudser i hvert fald et stort problem med at nå de klimamål, regeringen har fastsat, hvis vi ikke må uddanne de specialister, der er brug for,” siger rektor på DTU Anders Bjarklev.
Læs hele debatindlægget her.