Tine Rask Licht er ny institutdirektør på DTU Fødevareinstituttet, som hun har været konstitueret for siden 1. januar.
Tine Rask Licht har været på DTU siden 1999, hvor hun primært har forsket i tarmbakterier og sundhed og haft en række stillinger, lige fra postdoc til seniorforsker, professor, forskningsgruppeleder og viceinstitutdirektør.
”Sundhed, sygdom og bæredygtige fødevarer er alle forskningsområder, der er vigtige for DTU, så jeg er glad for, at Tine Rask Licht også vil stå i spidsen for DTU Fødevareinstituttet fremover. Ikke nok med, at hun har en enorm erfaring at trække på og er bredt anerkendt for sin forskning, som endda har indbragt hende Ridderkorset, men hun kender også DTU og Fødevareinstituttet indgående,” siger DTU’s rektor Anders Bjarklev.
Mangeartede opgaver
Tine Rask Licht har en stærk forskningsfaglig profil og skal lede DTU Fødevareinstituttet, et institut der, ud over at forske og undervise, også yder forskningsbaseret rådgivning til myndighederne. Visionen er fortsat, at DTU Fødevareinstituttet skal være med til at forebygge sygdom, fremme sundhed, udvikle nye og bedre fødevarer til den voksende befolkning og skabe bæredygtige teknologiske løsninger.
”Jeg er glad for tilliden og glæder mig rigtig meget til at fortsætte med at stå i spidsen for en spændende arbejdsplads med utroligt dygtige medarbejdere, som bidrager med vigtig viden især inden for fødevarer og bæredygtighed,” siger Tine Rask Licht.
”I mit halve år som konstitueret direktør har jeg lært endnu mere om, hvor fantastisk mangeartede opgaver instituttet varetager og hvor mange dagsordener, vi har fat i.”
Fortsat forskningsaktiviteter
Tine Rask Licht vil fortsat have enkelte forskningsaktiviteter, da hun bl.a. skal være co-lead på det virtuelle forskningscenter Microbiome Health Initiative, som netop er blevet støttet med en bevilling på 150 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til at afdække mulige sammenhænge mellem tarmbakterier og svær overvægt, type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Hun fortsætter ligeledes som leder af samarbejdsprojektet PRIMA, hvor forskerne undersøger tarmbakteriernes rolle i kostens betydning for vores individuelle sundhed.
”Jeg håber og tror, at det kan komme instituttet til gavn, at jeg forbliver tæt på forskningsopgaverne, selv om jeg selvfølgelig kommer til at have mit største fokus på direktørrollen,” siger hun.