Med sang om det periodiske system, champagne og priser hyldede DTU de ph.d.er, der har afsluttet deres forskeruddannelser og bidraget med betydelige videnskabelige resultater. Dimittenderne blev fejret i sportshallen på DTU Lyngby Campus fredag den 15. november 2024, omgivet af familie, venner, vejledere og institutledere.
Dekan for bæredygtighed på DTU, Christine Nellemann, var vært og ordstyrer under arrangementet, mens DTU’s rektor, Anders Bjarklev leverede en velkomsttale, hvori han takkede de unge forskere for deres hårde arbejde og dedikation og opfordrede dem til at være ambassadører for videnskab og teknologi, blandt andet ved at blive en del af DTU's alumnenetværk.
Årets gæstetaler var alumnen Signe Munk, der har en ph.d. i industriel bioteknologi fra DTU og i dag er Vice President hos Ferrosan Medical Devices. Hun blev anerkendt for sin omfattende erfaring inden for forskning og udvikling samt innovation.
Årets ph.d.-afhandling
Prisen for årets ph.d.-afhandling gik til Frederik Warburg fra DTU Compute for hans afhandling om 3D-scene rekonstruktion fra billeder, som vil muliggøre pålidelig ydeevne i robotnavigation og interaktion. Frederik Warburg har publiceret 15 artikler med næsten 700 citationer og har vejledt mere end 10 MSc- eller BSc-afhandlinger. Med prisen følger en præmie på 25.000 kr.
Årets ph.d.-vejleder
Ph.d.-dimittender kan hvert år indstille deres vejleder til årets ph.d.-vejleder. Med prisen følger et beløb på 25.000 kr. I år blev den tildelt Christian Danvad Damsgaard fra DTU Fysik og DTU Nanolab. Han blev anerkendt for sin store indflydelse som vejleder, der strækker sig ud over hans egen gruppe. Christian Danvad Damsgaard beskrives som en vejleder, der finder glæde i at hjælpe andre med at lykkes og har reddet mange forskningsprojekter, af de ph.d.er, der har indstillet ham til prisen.
Young Researchers Award
Prisen gives til unge forskere, der har gjort en ekstraordinær indsats, og som har et stort potentiale for yderligere udvikling. Modtagerne anerkendes også for at være rollemodeller for yngre studerende, fungere som mentorer og vejledere samt aktivt formidle deres forskning til offentligheden. Med prisen følger en præmie på 15.000 kroner.
De seks vindere af Young Researcher Award 2024 er:
- Line Roager fra DTU Bioengineering for afhandlingen 'Microalgal Microbiomes: Composition, Assembly, and Interactions'
- Christopher Whitford fra DTU Biosustain for afhandlingen 'Development of CRISPR Tools for Metabolic Engineering of Specialized Metabolite Production in Streptomyces'
- Marcus Carstensen fra DTU Electro for afhandlingen 'Alzheimer´s Disease and Neuronal Dysfunction'
- Ronja Güldenring fra DTU Electro for afhandlingen 'Perception for Precision Agriculture Robotics using Deep Learning'
- Degenhart Hochfilzer fra DTU Physics for afhandlingen 'Understanding catalyst stability and local reaction environments in electrocatalysis'
- Randi Neerup fra DTU Kemiteknik for afhandlingen 'Large CO2 Pilot: Energy Consumption, Emission, and Corrosion'
Efter offentliggørelsen af prismodtagerne fik de fremmødte ph.d.-dimittender overrakt deres diplomer, hvorefter de fik taget billeder, skålede i champagne og lykønskede hinanden for deres præstationer.