Verden står over for en stor fødevaremæssig udfordring i de kommende år. Befolkningstallet vokser, og med det vokser behovet for proteinholdige fødevarer også. Man kan spise flere bælgfrugter, men man kan også finde en del af løsningen i de danske farvande ifølge de to DTU-studerende Sari Guci og Sigmar Gunnarsson.
De har nemlig udviklet en blåmuslingefrikadellefars, der på sigt skal kunne masseproduceres. Forestil dig den klassiske fiskefrikadelle, som du finder i supermarkedets køledisk, klar til at blive varmet op på panden eller i ovnen
– og erstat så hovedingrediensen med blåmuslinger.
”Blåmuslinger er en af de mest bæredygtige kilder til animalsk protein lige nu, fordi de har et meget lavt CO2-aftryk, og samtidig er de med til at holde de fjorde, hvor de dyrkes, rene. Der findes desuden allerede flere muslingefarme i Danmark. Men p.t. bliver størstedelen af fangsten eksporteret, fordi efterspørgslen er så begrænset. Det vil vi gerne ændre på med vores produkt, der er let at tilberede og har et genkendeligt udseende. Vi vil gerne gøre danskerne fortrolige med at spise blåmuslinger til aftensmad,” fortæller Sigmar Gunnarsson.
Det hele begyndte med et kandidatkursus tilbage i 2023, hvor de to iværksættere mødte hinanden og blev præsenteret for ideen med at genopfinde anvendelsen af blåmuslinger i danskernes hverdagskost. De stillede sig selv spørgsmålet: Hvordan kan man gøre den her bæredygtige proteinkilde mere tilgængelig for et folkefærd, der normalt sjældent spiser den?
”Smag, udseende og konsistens er afgørende, når man vil slå igennem med et produkt, og når man bruger en ny eller overset hovedingrediens, skal den gerne minde forbrugerne om fødevarer, de allerede kender. Derfor overtrækker vi i dag blandingen med en panering, f.eks. før stegning, for at give den en sprød, gylden overflade. Vi har også udviklet og forbedret konsistensen med forskellige supplerende ingredienser og ændret krydderisammensætningen undervejs, så smagen er krydret nok til at være spændende, men mild nok til, at kokke og familier kan tilberede den efter eget ønske,” forklarer Sari Guci.
Anerkendelse på DTU’s studenterkonference
De to iværksættere vandt en tredjeplads til studenterkonferencen Grøn Dyst 2024, hvor studerende præsenterer bæredygtige projekter for bl.a. erhvervsfolk, og det gav dem fornyet energi til at fortsætte med udviklingen af projektet. Målet er masseproduktion, så man en dag kan købe en pose blåmuslingefrikadeller med hjem fra sit lokale supermarked.
”Vi går på den lange bane efter masseproduktion, fordi det er det eneste, der giver mening med så bæredygtig en animalsk proteinkilde. Det ville være synd ikke at udnytte dens fulde potentiale. I efteråret 2024 testede vi Eat Myt (red. navnet på farsen) af på en madmesse i Aarhus, og interessen var virkelig stor. Så stor at vi næsten ikke kunne følge med efterspørgslen på smagsprøver. Det bekræftede os i, at der er et marked for vores produkt, når det er klar til at komme i handlen,” fortæller Sigmar Gunnarsson.
Sari Guci fortsætter:
”Lige nu er planen at begynde at sælge BtB, dvs. fra virksomhed til virksomhed, f.eks. restauranter, kantiner i større virksomheder og i skoler. Vores produkt skal være et nemt alternativ til de fiskeretter, de allerede har på menuen”.
Holdet bag Eat Myt er i gang med at forberede sig på at teste produktet med restauranter. Lige nu har de lejet sig ind i fødevareinnovationshuset Kitchen Collective, og de arbejder også med udvikling og finpudsning i fødevarelaboratorierne på DTU Skylab, hvor der er masser af ressourcer
– både fysiske og sparringspartnere, som har givet dem gode råd med på vejen.
De har også fået et nyt teammedlem og er i gang med at ansøge om yderligere finansiering og støtteprogrammer for at tage produktudviklingen til næste niveau og projektet endnu længere.
”I øjeblikket er vi på udkig efter flere og flere kokke og restauranter, som vi kan arbejde sammen med, og som kan forfine og give os mere feedback på vores produkt. Vi søger også om at blive optaget i Innofounder (red. Innovationsfondens iværksætterudviklingsprogram) for at kunne udvikle produktet yderligere og opbygge et stærkere fundament for Eat Myts fremtidige succes,” siger Sigmar Gunnarsson.