Klimaforandringer

Gletsjere overalt på kloden smelter med alarmerende fart

Ismasserne på alle klodens gletsjere er decimeret af den globale opvarmning de seneste 25 år, viser et nyt internationalt forskningsprojekt, som DTU har bidraget til. Enorme mængder is er smeltet bort fra gletsjerne i Europa, Sydamerika, Sydøstasien, Afrika, Mellemøsten, Island og især i Arktis og Antarktis.

Næst efter Alaska er Grønland det sted på kloden, hvor der forsvinder mest is fra gletsjerne som følge af global opvarmning. Foto : DTU Space
Forskerne har målt på gletsjere over hele kloden, blandt andet i Grønland, hvor professor Shfaqat Abbas Khan har foretaget målinger i felten. Det viser sig, at de alle smelter i disse år. Foto: DTU Space

19 gletsjerområder er undersøgt

Den største mængde is er smeltet fra gletsjere i Alaska efterfulgt af Grønland og den arktiske del af det nordlige Canada. Noget overraskende er den sydlige del af Andesbjergene i Sydamerika den fjerdestørste bidragyder til afsmeltningen, mens den Arktiske del af det sydlige Canada er nummer fem og Antarktis nummer seks.

Omregnet til indholdet i olympiske svømmebassiner på 50x25x2 meter svarer det til, at der er blevet tømt cirka 300.000 af dem hver eneste dag i alle årene.

Smeltevandet fra gletsjerne svarer til en samlet global havstigning på omkring 18 millimeter over perioden 2000-23.

Gletsjerne udgør kun en del af de samlede ismasser på kloden. Der er også iskapperne, som er de store mængder is, der dækker det meste Arktis og Antarktis, mens glejsterne dækker en mindre del.

Så udover de 273 gigaton is, der årligt er smeltet fra gletsjerne, har iskapperne i Arktis og Antarktis i samme periode mistet 420 gigatons is årligt. Samlet er i alt 693 gigaton is med andre ord blevet til vand i verdenshavene hvert år siden 2000.

FAKTABOKS

De 11 områder med størst årlig afsmeltning af gletsjere i perioden 2000-2023 målt i gigaton per år:

  • Alaska: 60,8.
  • Grønland: 35,1.
  • Arktiske del af det nordlige Canada: 30,5.
  • Sydlige Andesbjerge/region: 26,5.
  • Arktiske del af det sydlige Canada: 23,1
  • Antarktis og subantarktiske øer: 16,9.
  • Russisk arktis: 16,1.
  • Svalbard og Jan Mayen, Norge: 13,7.
  • Centralasien: 10,4.
  • Vestlige Canada og USA: 9,0.
  • Island: 8,3.