Analyser i lufthavnen
I Københavns Lufthavn render Christina Davidsen Damm og Johan Stauner Bill for tiden rundt i den store bagagehal under lufthavnen. De to diplomingeniørstuderende på uddannelsen Produktion skriver deres afsluttende projekt i samarbejde med lufthavnen, hvor de analyserer bagagehåndteringen, og hvordan den kan forbedres.
Københavns Lufthavn har et mål for, hvornår det første og sidste stykke ankommende bagage skal leveres, men det er ofte en udfordring at overholde de fastsatte mål for de eksterne partnere, der står for bagagehåndteringen.
Christina Davidsen Damm og Johan Stauner Bill arbejder derfor på at kortlægge og analysere de forskellige led af bagagehåndteringen, lige fra flyet lander, til kufferterne dukker op på båndet hos passagererne. Det skal sætte dem i stand til at komme med et bud på, hvordan man kan optimere processerne, så bagagen i højere grad bliver leveret til tiden.
”Det er så dynamisk et miljø, og behovet for løbende planlægning er enormt. Hvis flere fly lander for sent eller for tidligt og derved tættere på hinanden end forventet, kan der opstå situationer, hvor ressourcerne skal prioriteres, f.eks. i forhold til hvor mange vogne der kan hente bagagen, og hvor mange personer der står klar til at modtage den, og det kan give ventetid,” siger Christina Davidsen Damm.
Hands-on-tilgang
Jens Eisner er afdelingsleder for bagagehåndteringen i Københavns Lufthavn og er meget imponeret over de to studerendes tilgang til projektarbejdet.
”Man kan arbejde med en produktion på mange måder – man kan gemme sig bag et regneark eller gå ud og have en mere hands-on-tilgang. Herude har man en kontaktflade, der spænder fra ufaglærte, som håndterer bagagen dagligt, til folk, der har en ph.d. i modulering og transportsystemer, så du skal favne en bred palet af mennesker, og det har de gjort ekstraordinært godt,” siger Jens Eisner.
Han håber, at projektet munder ud i nogle konkrete tiltag og anbefalinger til nogle rammer, som de kan arbejde videre med i bagagehåndteringen.
”Man er altid farvet, når man går op og ned ad tingene hver dag, så vi får et frisk syn på noget, som vi endnu ikke har været i stand til at løse fuldstændigt,” siger Jens Eisner.
Får brugt fagligheden
Både Christina Davidsen Damm og Johan Stauner Bill er begejstrede over at lave deres afslutningsprojekt i samarbejde med en virksomhed.
”Det er drønmotiverende at få lov til at lave noget ude i den virkelige verden, som virksomheden potentielt kan få gavn af, frem for at det bare er et Excel-regneark, som en underviser har konstrueret for din skyld,” siger Christina Davidsen Damm og fortsætter:
”I mange tilfælde skal man lære, hvordan man begår sig på arbejdspladsen og får alle de informationer, som er nødvendige for at kunne gennemføre analysen. Det tror jeg bare, er megasundt, at man erkender og får erfaring med i sit afgangsprojekt, og ikke først når man har landet et job.”
For Johan Stauner Bill har det været bekræftende at opleve, at de som studerende har noget at byde ind med i en stor virksomhed som Københavns Lufthavn.
”Jeg har fået en følelse af, at vi virkelig har lært noget gennem vores studietid og har en faglighed, der gør, at vi faktisk kan gå ud i en virksomhed og observere, hvilke ting der ikke fungerer perfekt, og give et bud på, hvordan vi kan gøre det bedre. Det kan være svært at have en fornemmelse af, når man arbejder med skoleeksempler inden for trygge rammer,” siger han.
Når projektet er ovre, håber de, at lufthavnens bagagehåndtering kan implementere nogle af deres forslag.
”Det er spændende, at vores projekt omhandler noget, som påvirker rigtig mange mennesker, og at folk kan relatere til det. Næste gang vi er ude at rejse, kan det være, vi får vores bagage bare en lille smule hurtigere, på baggrund af noget, vi har afdækket i vores projekt. Det er sjovt at tænke på,” siger Christina Davidsen Damm.