Markerne er mudrede, og der blæser en kold vind i Rødbyhavn, hvor byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen er i gang. Men humøret er højt, da vi finder gruppen af DTU-studerende, der flyver droner og kører med robotter, som en del af deres kursus, der handler om autonome systemer.
De 15 kandidatstuderende er de første fra DTU, der er rykket ind i det nye Residential College, der fungerer som Videns – og Læringscenter for bæredygtigt byggeri - i første omgang som en del af projektet Femern Fyrtårn. Herfra kan de komme tæt på byggeriet af den 18 km lange tunnelforbindelse mellem Danmark og Tyskland.
Et projekt, der ikke alene bliver Danmarks største infrastrukturprojekt, men også verdens længste sænketunnel. Projektet er en del af DTU’s strategi, der går ud på at koble undervisning og forskning sammen med erfaring og viden fra ’real-life’-projekter.
”DTU’s ambition er at være til stede i hele landet. Derfor glæder det mig at se, at de første studerende har været i Rødbyhavn, hvor de kommer tæt på Europas største projekt med en sænketunnel. Der er mange spændende ingeniørudfordringer, og der vil være et væld af muligheder for at lære nyt. Det giver en unik mulighed for at opsamle værdifuld viden,” siger koncerndirektør på DTU Carsten Orth Gaarn-Larsen.
Sikkerhedsmæssige og logistiske udfordringer
Formålet med kurset er at undersøge, hvordan man kan bruge robotter og droner til at hjælpe med de sikkerhedsmæssige og logistiske udfordringer, der kan være på en byggeplads.
Med hjælp af teknologien kan man bl.a. monitorere antallet af arbejdere, der bærer sikkerhedsudstyr eller finde blinde vinkler på gravemaskiner og lastbiler. Man kan også holde øje med udviklingen af en byggeplads, da der ofte bliver flyttet meget rundt på byggematerialer. Og endelig kan man monitorere om vejnettet er stabilt at køre på. Hvis vejene f.eks. bliver for mudrede, bruger lastbilerne for meget diesel til at komme frem.
De studerende vælger selv, hvilke udfordringer de finder mest relevante at undersøge. Når de kommer tilbage til DTU, analyserer de data og kommer med forslag til, hvordan man kan optimere rutinerne på Femern Bælt-byggeriet.
”Det er første gang, at vi er her, og der er meget nyt at forholde sig til. Derfor lægger vi relativt simpelt ud med at undervise i at monitorere med droner og robotter. Området i Rødbyhavn er unikt for os, fordi det er så stort. Men med vores droner kan vi dække meget store områder og indsamle 100 gange så mange data som manuelt. Det har et stort potentiale,” siger postdoc på DTU Rasmus Eckholdt Andersen, der er supervisor på kurset.