Uddannelse

Digital bachelor skal uddanne ingeniører i hele Danmark

Nu kan man for første gang tage en bachelor på DTU uanset hvor i landet, man befinder sig. På den nye digitale bachelor i Teknologi er auditorier og gruppelokaler nemlig skiftet ud med online undervisningsplatforme, så man kan uddanne sig til ingeniør fra sit eget skrivebord.

Studieleder på bachelor i Teknologi, Peter Stanley Jørgensen
Studieleder på bachelor i Teknologi, Peter Stanley Jørgensen. Foto: Jeppe Willum Kejser
Alttekst
I videoen kan du høre mere om den nye uddannelse i Teknologi

Behov for ingeniører i hele landet

Det er ikke tilfældigt, at det er en uddannelse med speciale i Power-to-X, som bliver den første rent digitale bachelor på DTU.

Power-to-X teknologier udvikles meget hurtigt, og allerede i dag arbejder et væld af virksomheder i hele Danmark med at lave grøn strøm om til grønne brændstoffer – i Esbjerg, Viborg, Ringkøbing-Skjern og mange andre steder. Behovet for dygtige, lokalt forankrede ingeniører bliver altså snart endnu større.

Ifølge studieleder Peter Stanley Jørgensen er det derfor oplagt, at DTU skal uddanne fremtidens grønne kemiingeniører i hele Danmark:

”Den digitale uddannelse giver os mulighed for at sige til de studerende, der er glade for deres lokalområde, at de ikke behøver at vælge DTU fra. Nu kommer vi til dem. Og vi tilbyder dem en uddannelse, hvor man lærer at løse problemer fra den virkelige verden -fuldstændig ligesom dem, de skal løse, når de skal ud og arbejde.”

Samtidig er det vigtigt for Peter Stanley Jørgensen, at de studerende får gode faglige og sociale forbindelser til hinanden, selvom de ikke mødes fysisk:

”Ingeniørkundskab er en holdsport, og vi ved, at man lærer mest ved at arbejde sammen med andre – både med sine medstuderende og sine undervisere. Digitale teknologier tillader os at arbejde sammen og være sociale uden at befinde os det samme fysiske sted, og det vil vi udnytte til fulde,” siger han.

Der er 30 pladser på uddannelsen, som har ansøgningsfrist den 5. juli. Læs mere om uddannelsen og tilmeld dig online infoaften her: Bachelori Teknologi