Nanoteknologi

DTU-forskere har lavet verdens mindste juleplade

Op mod jul er en verdensrekord opnået på DTU. Forskere har skåret et brudstykke af Rocking Around the Christmas Tree på en 40 mikrometer bred plade.

The World's smallest Christmas record. Credit: DTU Physics.
Verdens mindst juleplade. Foto: DTU Fysik.
Se postdoc Nolan Lassaline skære pladen og hør prof. Peter Bøggild fortælle om teamets forventninger.


Billige og hurtigt fremstillede nanostrukturer

Det er en stor bevilling fra NOVO Nordisk Fonden(BIOMAG), som gjorde Nanofrazor-drømmen mulig, og her handler det ikke om at klippe juleplader eller printe billeder af kendte personer. Peter Bøggild og hans kolleger, Tim Booth og Nolan Lassaline, har andre planer.

Lektor Tim Booth forklarer: 

"Det faktum, at vi nu præcist kan forme overfladerne med nanoskala-præcision med stort set fantasiens hastighed, er en game changer for os. Vi har mange ideer til, hvad vi skal gøre, og tror på, at denne maskine vil fremskynde prototyperne af nye strukturer markant. Vores hovedmål er at udvikle nye magnetiske sensorer til at detektere strømme i menneskers hjerner inden for BIOMAG-projektet. Alligevel ser vi også frem til at skabe præcise skulpturelle landskaber, som vi kan bruge til at kontrollere elektronbølger med. Der er meget arbejde at gøre."

Professor Peter Bøggild tilføjer:

”Vi arbejder med 2D-materialer, og når vi omhyggeligt lægger disse ultratynde materialer ned på et 3D-landskab, vi har skåret med nanofrazoren, så følger de overfladens konturer. Hvis man gør det med et almindeligt materiale, som for eksempel et metal, sker der ikke noget særligt. Med 2D materialer er det en helt anden historie. At kontrollere stress og kurvatur af disse atomtyndef film er en effektiv og helt ny måde at "programmere" dem til at gøre ting, som ingen ville have troet mulige for bare femten år siden. Tager vi grafen som eksempel, så vil det, når det er krummet på den helt rigtige måde, opføre sig, som om der er et kæmpe magnetfelt, selvom der faktisk ikke er noget. Og vi kan krumme grafen helt rigtigt med Nanofrazor.” siger Peter Bøggild.

Postdoc Nolan Lassaline (der klippede julepladen) modtog for nylig en VILLUM EXPERIMENT-bevilling på to mio. kr. til at skabe "kvantesæbebobler" i grafen. Han vil bruge bevillingen - og Nanofrazor - til at udforske nye måder at strukturere nanomaterialer på og udvikle nye metoder til at manipulere elektroner i atomtynde materialer.

”Kvantesæbebobler skabes ved at generere bløde elektroniske potentialelandskaber med en ganske bestemt form for uorden, som får elektronbølgerne til at splitte sig på en måde man ellers kender fra optik – og som man kan observere i sæbebobler. Vi håber at forstå, hvordan elektroner bevæger sig ind præcist designede, uordnede potentialer. Forskere tror at dette kan blive til en platform for avancerede neurale netværk og kvanteinformationsbehandling, og det vil vi gerne være med til at undersøge."

Nanofrazor-systemet er nu en del af DTU Fysik NANOMADEs unikke fremstillingsfacilitet for 2D-materialer og devices og en del af E-MAT, et større økosystem for luftfølsomme nanomaterialers behandling og fremstilling ledet af prof. Nini Pryds, DTU Energi.