På DTU Bibliotek er de sidste bøger flyttet i kælderen. I stedet er der møbleret med Fatboys og gruppeborde, og væggen ind til Polyteknisk Boghandel er væltet. De ny-renoverede lokaler er indviet med borgmesterbesøg, taler og fest.
Efter knapt et års ombygning blev DTU Bibliotek indviet fredag den 4. oktober 2013. I det forgangne år er biblioteket undergået en større forvandling, hvor formålet har været at imødekomme de studerendes behov – hvad enten de ønsker at netværke, fordybe sig eller at slappe af, være social og have en smule sjov.
Foto: Mikal Schlosser
Mange var mødt frem for at fejre de nye faciliteter. På talerstolen bød dekan Martin E. Vigild velkommen til det nye bibliotek, som han kaldte for ’det nye hjerte for studielivet på DTU’. Dekanen forklarede samtidigt, at indretningen af bibliotekets tre etager følger en usynlig struktur – en såkaldt studiebehovspyramide:
”Nederst – på stueetagen – har vi en ’festivalplads’, hvor man larme lidt mere. På første sal har vi pladsen, hvor man kan tale og summe. På anden sal er der helt stille. Her kan man arbejde og fokusere,” sagde Martin Vigild og tilføjede: ”Og gør jer selv den tjeneste at tjekke kælderen …”
I kælderen er der plads til hygge og afslapning med Xbox- og Playstationspil. Der er også indrettet to såkaldte ’pitch rooms’, hvor kamera- og redigeringsudstyr kan bruges af studerende til at lave præsentationer af produkter eller ideer. Det er også i kælderen, at man kan finde bibliotekets 65.000 bøger.
Studenterindflydelse
DTU’s studerende har haft stor indflydelse på forvandlingen, hvor der er blevet lyttet til deres ønsker, og resultatet ses også tydeligt: Flere farvesprælske Fatboys supplerer de runde arbejdsborde og mindre sofagrupper, så det er muligt for studerende både at arbejde og slappe af.
Foto: Mikal Schlosser
Den centrale gulvplads ved bibliotekets indgang indtages af en scene til forskellige events. En 12 m2 storskærm kan streame aktuelle begivenheder på DTU. Der er indrettet med hyggelige mødesteder, og 11 vægge giver plads til præsentationer af studenteraktiviteter som Polyteknisk Studenterforening, Grøn Dyst og Venture Cup.
Foto: Mikal Schlosser
Ved indvielsen kunne Kim Louise Ettrup, formand for Polyteknisk Forening fortælle, at hun oplever, at forandringerne er blevet taget godt imod af hendes medstuderende: ”Hver gang jeg kommer forbi, sidder der studerende i alle krogene. Her er ofte propfyldt. Jeg har flere gange været her og ikke kunnet finde et sted at sidde. Jeg er glad for, at det er en succes.”
Til glæde for samfundet
DTU Bibliotek er et offentligt bibliotek, og borgmester i Lyngby-Taarbæk, Søren P. Rasmussen, var med til at fejre de nyindrettede lokaler, som han håber, er med til at åbne DTU endnu mere op for borgerne:
”Måske ligger der noget viden lige på den anden side af Sletten (DTU Lyngby Campus, red.), som kan være med til at skabe nogle nye sammenhænge. Så vi alle sammen får indsigt i alle de fantastiske ting, der foregår på DTU.”
En boghandel og et bibliotek er ikke nødvendigvis konkurrenter, men har til gengæld besøgende med et fælles formål: at få mere viden. Det har DTU Bibliotek og Polyteknisk Boghandel taget konsekvensen af og som led i ombygningen blev en væg væltet, så man i højere grad kan få glæde af naboskabet.
Fuld skrue på udviklingen af studiemiljø
Ombygningen og ommøbleringen af DTU Bibliotek er et led i DTU’s store arbejde med at skabe et unikt studiemiljø på universitetet. I 2013 har DTU ligeledes indviet en ny undervisningsbygning 127 til bygningsdesign-studerende samt nye auditorier i bygning 421.