Graf fra DTU RAP

Nyt digitalt værktøj følger DTU-forskningens performance

Et nyt DTU-udviklet digitalt værktøj gør det muligt løbende at følge med i, hvordan DTU’s forskning klarer sig i den internationale konkurrence.

I dag lanceres DTU Research Analytics Platform, DTU RAP, en digital platform, der giver overblik over publikationer og citationer fra DTU-forskere og viser, hvordan DTU’s forskning klarer sig i sammenligning med verdens øvrige universiteter.

DTU RAP opgør forskningsoutput og -impact i form af publikationer og citationer både for den enkelte forsker og på sektions- eller institutniveau.

Tidligere blev et instituts output og impact opgjort hvert sjette år i forbindelse med institutevalueringen, men med DTU RAP kan man til en hver tid gå ind og få et øjebliksbillede af, hvordan DTU’s forskning klarer sig i den internationale konkurrence.

Prorektor Rasmus Larsen glæder sig over lanceringen af DTU RAP:

”DTU RAP er et rigtig godt værktøj for alle på DTU. Jeg er begejstret for at kunne se, hvordan vi står i sammenligning med omverdenen på institut- og i sektionsniveau, og hvordan udviklingen er over tid. Jeg er også glad for muligheden for at få overblik over vores samarbejde med andre universiteter, og hvem der har finansieret forskningen.”

Ud over institutevalueringer vil data fra DTU RAP kunne bruges til institutternes årsrapporter og til løbende analyser.

De data, der vises i DTU RAP, er trukket fra Web of Science, en af verdens mest omfangsrige databaser over videnskabelige artikler, baseret på forskerens ORCID – det globale forsker-ID. En vigtig brik i implementeringen af DTU RAP har derfor været at sørge for, at alle forskere, lige fra ph.d.-studerende til professorer, har fået oprettet et ORCID.

DTU RAP er udviklet af DTU’s forskningsanalyseenhed, og bag implementeringen af systemet, herunder udrulningen af ORCID, står Team Forskningsanalyse og -Compliance og DTU Bibliotek, begge under Afdeling for Forskning, Rådgivning og Innovation.

For DTU-forskere: Sådan bruger du DTU RAP

  • Gå til DTU RAP: rap.adm.dtu.dk.
  • Log ind ved vælge ”Log in using CAS”, og brug dit DTU login. Første gang, du logger ind, skal du indtaste navn og mail.
  • Du kan finde manualer i menupunktet ”About” øverst til højre i DTU RAP.