Nu bliver eksamensbeviserne delt ud til de første kandidater på DTU’s solenergi-linje, der en helt ny retning på overbygningen i Bæredygtig Energi.
I 2018 lancerede DTU en helt ny retning i solenergi på overbygningen. Her to år efter bliver de første kandidater færdige. Manon Tania Hélène Petit fra Frankrig er en af dem. Efter hun havde færdiggjort den første del af sin uddannelse i general ingeniørvidenskab på École Polytechnique, Frankrigs ledende forskningsinstitution inden for polyteknik, skulle hun vælge en retning at specialisere sig i på overbygningen, og her faldt valget på DTU.
”Jeg brændte virkelig for at studere bæredygtig energi, og som jeg så det, så gav DTU de bedste muligheder for det,” forklarer hun.
Manon Petit havde undersøgt flere steder blandt andet i Europa, og når valget faldt på DTU, var det dels, fordi hun gerne ville opleve Danmark, og dels fordi DTU har en decideret retning, hvor man kan specialisere sig i solenergi.
”Solenergi spiller en nøglerolle, når det handler om at skabe fremtidens grønne bæredygtige energiløsninger, som kan bruges på tværs af vores energisystemer. På DTU var det muligt at fordybe sig i netop sol i modsætning til f.eks. i Frankrig, hvor der er et mere generelt fokus,” fortæller Manon og forklarer, at hun i løbet af studiet har lært om alt fra fabrikering af solcelle-moduler til installation og simulering og beregning af energihøst på computeren og økonomisk afkast fra solanlæg.
Speciale i bifacielle solceller
Specialet kom til at handle om bifacielle solceller. Det er solceller, der høster sol fra begge sider i modsætning til de hidtil mest almindelige såkaldte monofacielle, der kun høster sol fra den ene side.
”Jeg har bl.a. undersøgt, hvornår der sker det største tab af energi på grund af uensartet stråling på bagsiden af de bifacielle solceller. Herefter har jeg analyseret disse energitab under forskellige vejrforhold, men også ved brug af forskellige slags materialer placeret under solcellerne, der reflekterer lyset. Det er et skridt på vejen til at finde frem til de optimale betingelser og forudsigelser af energiudbytte,” fortæller Manon.
I specialet har hun haft adgang til data og feltstudier i solcelleparken på DTU Risø Campus, som er Danmarks første bifacielle solcellepark. Den blev etableret i 2018 i et samarbejde mellem DTU og den danske energi-virksomhed European Energy. Parken fungerer som testcenter for udviklingen af bl.a. bifacielle solcelleparker, der spås at være fremtiden, fordi de ifølge en ny undersøgelse kan høste op til 35 procent mere sol.
Læs mere om solcelleparken på DTU Risø Campus i artiklen ”DTU-forskere optimerer ny solcelleteknologi”.
Læs mere om solcelleparkens testaktiviteter.
Fik studiejob inden for solenergi
Ud over at studere solenergi har Manon Petit også arbejdet i solbranchen under sit ophold. Da hun var startet på DTU, fandt hun nemlig ud af, at det var normalt at have et studiejob. Derfor besluttede hun sig for, at hun ville prøve at finde et fagligt relevant job. Efter omtrent seks måneder lykkedes det at få foden indenfor hos virksomheden GreenGo Energy Group, hvor hun har arbejdet i cirka 20 timer om ugen og blandt andet hjulpet dem med et forskningsprojekt og økonomisk modellering.
”Jeg fik virkelig god hjælp og opbakning af vejlederne på DTU til at finde et relevant studiejob. De var søde til at formidle kontakter og til at sparre om, hvor det ville være oplagt at søge,“ siger hun.
I det hele taget har Manon haft en spændende studietid i Danmark, hvor hun også fandt tid til at deltage på DTU Exiles rugby-holdet, hvilket også var med til at give hende et netværk til de andre studerende, der ikke lige studerede på solenergi-linjen.
Fremtiden skal bruges på bæredygtig energi
Nu hvor eksamen er veloverstået, og kandidatgraden er i hus, vil Manon tage en måned ud at vandre i Frankrigs bjerge for at få en pause til at overveje, hvad hun vil, og hvor hun skal søge job.
”Jeg glæder mig til at komme hjem til Frankrig til min familie og venner. Det har været underligt under corona-krisen at vide, at man ikke havde mulighed for at besøge hinanden”.
Hvad fremtiden byder på af jobmuligheder, ved hun ikke. Hun føler sig dog godt rustet til at søge – både med erfaringerne fra studiejobbet og med alle de færdigheder, metoder og teori og den praktiske viden, som hun har erhvervet sig inden for solenergi i løbet af studiet.