Nanogram og mikroliter. Det er de helt små skalaer, som præger Sophia Heydes hverdag. Til gengæld er hendes perspektiv langt: Hun håber, at hendes bioteknologiske forskning kan bidrage til en bæredygtig fremtid, hvor vi ikke er afhængige af fossil energi.
Det drejer sig om de såkaldte cellefabrikker, hvor mikroorganismer, fx bakterie- eller gærceller, producerer et gavnligt stof; det kan være et bestemt kemikalie, et medicinsk stof som insulin, et bio-brændstof eller noget andet, som der ellers skulle olie til at fremstille.
Der findes efterhånden meget effektive værktøjer til at lave de genetiske ændringer i cellerne, som kan få dem til at producere det ønskede stof. Men ændringerne kan også skabe problemer. De kan fx gøre det miljø, cellerne skal vokse i, for varmt. Eller de proteiner, som cellen bliver gensplejset til at producere, kan vise sig at være giftige for den.
Det er den slags problemer, Sophia forsøger at tackle - med evolutionen som værktøj.
”Bakterier har jo levet i millioner af år før os, og nogle har udviklet sig til at leve i varme kilder, andre i kolde have. For nogle år siden opdagede man en bakterie, som er blevet i stand til at leve af plastik, og hvis vi finder ud at at udnytte det, kan vi måske løse et af de store problemer, vores livsstil har skabt. Jeg undersøger altså, hvordan cellen selv tilpasser sig forskellige stressende omstændigheder ved at ændre sin DNA. Hvilke ændringer skete der, og hvordan kan vi bruge dem i arbejdet med cellefabrikkerne? Det er den slags spørgsmål, min hverdag handler om,” fortæller hun.
Ingeniørvidenskab for fremtiden
Sophia har altid været fascineret af at forstå, hvordan livet virker. Derfor startede hun med at læse biologi på Technische Universität Darmstadt i Tyskland, hvor hun er vokset op. Undervejs var hun på en konference om cellefabrikker (metabolic engineering), og så vidste hun, hvilken vej hun skulle.
”Det er fremtiden, og den vil jeg være en del af,” tænkte hun.
Siden forfulgte hun sin interesse fra forskellige universiteter i Australien og USA. På Joint BioEnergy Institute i Californien mødte hun nogle forskere fra Danmark, som gjorde hende opmærksom på, at Danmark er en slags europæisk centrum for biotech. Og da hun så en ph.d.-stilling på Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability på DTU, var det en oplagt chance for hende til igen at komme tættere på sin tyske familie.
At DTU så også kunne tilbyde fantastiske arbejdsbetingelser, gjorde bare det hele endnu bedre.
”Den nye bygning 220 er en af de bedst udstyrede og smukkest designede bygninger, jeg har været i. DTU har også en dejlig arbejdskultur. Der er en god forbindelse mellem folk, og man kan altid finde nogen at diskutere hverdagens små og store problemer med. Det er i det hele taget et positivt og venligt sted at være, og samtidig er der gode muligheder for at få vejledning og funding til kommercialisering af lovende forskningsprojekter,” siger Sophia.
Midt i juni afsluttede Sophia sin ph.d.-uddannelse, men heldigvis skal hun ikke væk fra DTU lige med det samme. Hun er nemlig blevet ansat som postdoc for at arbejde videre med en idé, hun har udviklet under sit studium sammen med sin vejleder, seniorforsker Morten Nørholm:
”Det ideelle produktionsscenarie i cellefabrikken er, at cellerne vokser og producerer det ønskede stof. Men ofte oplever forskere og virksomheder i stedet, at det nye stof har en toksisk effekt på cellerne, som ligefrem dør eller vokser langsomt og holder op med at producere. Så jeg har udviklet et lille stykke DNA, der sættes ind i cellen og fjerner de toksiske effekter, så væksten genstartes, og produktionen når det højest mulige udbytte,” fortæller Sophia.
Nu er hun nået så langt med idéen, at hun kan begynde at se på mulighederne for at kommercialisere den. Og hun håber, at hun måske inden året er omme har en startup-virksomhed.
”Det er super spændende ikke kun at arbejde rent forskningsmæssigt, men også at udvikle noget, som andre kan bruge. På den måde kan jeg bidrage mere til den bæredygtige fremtid, vi ønsker os.”