DTU får positiv institutionsakkreditering for anden gang

Danmarks Akkrediteringsråd har netop tildelt DTU en positiv institutionsakkreditering – et stempel på, at DTU’s kvalitetssystem virker i praksis og bidrager til høj uddannelseskvalitet.

Den positive akkreditering betyder, at universitetet fortsat selv har ansvaret for kvalitetssikring og -udvikling af alle eksisterende uddannelser. Den betyder også, at DTU kan oprette nye uddannelser, når de er prækvalificeret og godkendt af uddannelses- og forskningsministeren.

Akkrediteringen sker på baggrund af indstilling fra et eksternt akkrediteringspanel, som har gennemgået DTU’s kvalitetssikringssystem, bl.a. gennem besøg på DTU og dialog med studerende, undervisere, studieledere m.fl.

Akkrediteringsrådets formand, Per B. Christensen, udtaler: ”Kvalitetssikringen på Danmarks Tekniske Universitet er systematisk og velbegrundet, og med institutionens kvalitetsstandarder arbejdes der for løbende at forbedre kvaliteten. Der er en veludviklet, inkluderende kvalitetskultur og udtalt brug af systematiske dialoger, der understøtter et velfungerende kvalitetsarbejde i praksis.”

Den stadigt stigende søgning til DTU’s uddannelser, de studerendes positive vurdering af uddannelsernes kvalitet og en høj beskæftigelsesgrad hos universitetets færdiguddannede kandidater viser også, at uddannelseskvaliteten er høj. Dette understøttes af DTU’s kvalitetssystem og stærke kvalitetskultur på uddannelsesområdet.

DTU blev i 2014 som et af de første universiteter institutionsakkrediteret, og det er den status, der nu er opnået igen og som gælder for de næste seks år.

Læs hele akkrediteringsrapporten.