Foto Jesse Wagstaff/Flickr

Ny metode kan nedbryde PET-plast med mikrobølger

I et storstilet projekt vil forskere reproducere PET-emballage ved hjælp af bæredygtig mikrobølgeteknologi.

Store mængder PET-emballage, som bl.a. bruges til ikke-transparente sodavandsflasker, går uden om retursystemer og skraldespande og havner ude i naturen. Hidtil har det været en tidkrævende og dyr proces at genanvende den hårde plasttype, fordi den indeholder mange kemikalier. Men det schweiziske firma GR3N har udviklet en ny mikrobølgeteknologi, der hurtigt og billigt kan nedbryde PET-plast. Det kan bane vejen for en cirkulær økonomi inden for plastområdet til gavn for miljøet. Nu skal metoden testes i et projekt med deltagelse af blandt andre DTU.

"Ved at mikse ny mikrobølgeteknologi med en velkendt kemisk reaktion har man skabt en enestående proces"
Ioannis V. Skiadas, lektor, DTU Kemiteknik

”Problemet med PET-plast er, at det kun kan genbruges et vist antal gange, inden det går i stykker. Og måden, det bliver destrueret på lige nu, belaster miljøet meget, fordi det enten bliver brændt eller smidt ude i naturen,” siger Ioannis V. Skiadas, der er forsker på DTU Kemiteknik og projektleder for den danske del af det såkaldte DEMETO-projekt, som skal teste den nye teknologi i et testanlæg.

Den eneste måde, man kan reproducere den hårde plast på, er ved at nedbryde de såkaldte polymerer i en depolymeriseringsproces. Det er den proces, der er omdrejningspunktet i DEMETO-projektet:

Ved at mikse ny mikrobølgeteknologi med en velkendt kemisk reaktion har man skabt en enestående proces, der gør det muligt at genbruge PET økonomisk effektivt og anvende genbrugsmetoden industrielt,” siger Ioannis V. Skiadas.

I processen bliver plasten ført tilbage til sine oprindelige bestanddele, og dermed kan den relanceres som en helt ny råvare, som f.eks. NEOGROUP, en anden partner i DEMETO-projektet, køber og laver ny PET af.

Kompliceret oprensning

DEMETO-projektet, der startede i september og løber over de næste tre år, er finansieret af EU’s Horizon 2020-program. På DTU Kemiteknik er forskerne stadig i gang med at udføre basistestningen, inden de for alvor går i gang i et testanlæg:

”Vi får leveret hydrolyseret PET, som er den tykke masse, der kommer ud af mikrobølgeovnsprocessen. Vores job er så at trække de bestanddele ud af massen, som man bruger til at lave nyt PET af. Det sker ved en kompliceret oprensningsproces. For at vi kan gøre det, er der meget, der skal testes. Vi skal bl.a. se på, hvordan vi kan optimere trinene mellem de enkelte processer, minimere energiforbruget og finde ud af, hvordan vi kan genbruge kemikalierne,” siger Ioannis V. Skiadas.

Miljøet den store vinder

På spørgsmålet om, hvad der er den største gevinst ved DEMETO, svarer Ioannis V. Skiadas:

”Den store vinder er helt klart miljøet. Når vi genbruger PET-flaskerne og reproducerer de kemikalier, der bruges til PET-fremstilling, vil naturen potentielt blive sparet for millioner ton plastik, fordi den nødvendige økonomiske motivation for at indsamle og genbruge gammelt PET nu er til stede.  Vi har industrien med os, fordi genbrugsprocessen kan udføres kosteffektivt. Det er en win-win-situation.”

Det er ikke kun ikke-transparente PET-flasker, der kan genanvendes. Det er al PET-emballage, også polyester i tøj. Derfor er beklædningsmastodonten H&M også blandt partnerne i projektet.