Studiestart 2020, DTU Diplom. Foto: Thomas Hjort Jensen.

Fuldt optag på over 80 procent af DTU's uddannelser

Igen i år flot optag til DTU's 36 uddannelsesretninger. 2.386 nye studerende får i dag besked om, at de kan starte til september.

Sidste år var antallet af optagne 2.641, da DTU, som følge af Regeringens og Folketingets 'Aftale om flere uddannelsespladser til de videregående uddannelser i lyset af COVID-19', oprettede samlet 330 ekstra studiepladser i forhold til 2019. I år er det store meroptag erstattet af et mindre meroptag på kun 35 på bacheloruddannelsen, som følge af de såkaldte STEM-midler.

Fraværet af de ekstra COVID-19-studiepladser gør, at der i år er blevet afvist flere kvalificerede ansøgere end sidste år, hvorfor der ses en generel stigning i kvotienterne til videregående uddannelse i Danmark. Det gælder også på DTU, hvor de højeste kvotienter ligger på civilingeniørbacheloruddannelserne General Engineering samt Kunstig intelligens og data med henholdsvis 9.0 og 8.9.

"Sandt at sige vidste vi ikke før ansøgningerne kom ind, hvordan det seneste års coronakrise ville afspejle sig på DTU - udover at vi selvfølgelig vidste, at der ville blive tale om et fald, når de ekstra COVID-19 studiepladser var bortfaldet. Det er meget glædeligt, at vi igen i år kan konstatere, at rigtig mange talentfulde unge har søgt mod DTU, og at vi kun har ledige pladser på to civilingeniøruddannelser og fem diplomingeniøruddannelser," siger dekan Lars D. Christoffersen, og fortsætter:

"Og så er jeg stolt over, at vi har kunnet fastholde den for ingeniøruddannelser høje kønsbalance med 36% kvinder for bacheloruddannelsen og 28% for diplomingeniøruddannelsen."

Stigende kvotienter

DTU har i år tilbudt en studieplads til i alt 1.416 nye bachelorstuderende mod 1.623 sidste år og til i alt 970 unge diplomingeniørstuderende mod 1.018 sidste år. På ni af DTU's bacheloruddannelser ligger kvotienten i år over 8.0, mens 11 af DTU's diplomingeniøruddannelser lukker med kvotienter over 5.5.

DTU's nye civilingeniøruddannelse Life science og teknologi, der er en sammenlægning af de tre tidligere uddannelsesretninger Bioteknologi, Teknisk Biomedicin og Kvantitativ Biologi og Sygdomsmodellering, er kommet godt fra start med fuldt optag og en kvotient på 8.5, fortæller Lars D. Christoffersen.

Med hensyn til diplomingeniøruddannelserne fremhæver Lars D. Christoffersen, at uddannelsen Softwareteknologi, som i år er udvidet med 20 ekstra studiepladser på grund af høj søgning, ender med en kvotient på 6.9. Softwareteknologi er således højdespringer blandt DTU's diplomingeniøruddannelser sammen med uddannelserne i Bygningsdesign (7.7) samt IT og økonomi (6.7).

"Vi glæder os samtidig meget over, at optaget til de to uddannelser, som DTU udbyder i Sisimiut i Grønland, igen i år har tiltrukket mange kvalificerede ansøgere," siger han.

Uddannelsen Arktisk Byggeri og Infrastruktur har fuldt optag og uddannelsen Fiskeriteknologi har fastholdt optaget fra sidste år på syv nye studerende.

De mange nye ingeniørstuderende bliver budt velkommen på DTU fredag den 20. august og introduceres bredt til ingeniørstudiet i løbet af introdagene på campusserne i weekenden og ugen efter. Semesterstart og første undervisningsdag for alle nye DTU-studerende er mandag den 30. august.

Ledige studiepladser kan søges fra 28. juli
På 29 ud af 36 uddannelser er der fuldt optag og således ingen ledige pladser. På dtu.dk vil det fra onsdag den 28. juli 2021 være muligt at søge om en af de ledige studiepladser på de syv uddannelser, hvor der endnu ikke er fuldt optag. Der er ansøgningsfrist den 7. august, og man får besked om optagelse den 16. august.