Illustration: Benny Box

DTU bygger for en bæredygtig fremtid

DTU investerer en lille halv milliard i en ny bygning dedikeret til forskning, der kan afbøde klimaforandringerne, Climate Challenge Laboratory. Bygningen skal danne rammen om forskning og udvikling af nye teknologier til den grønne omstilling.

Verden er langt fra i mål med den vision om en bæredygtig udvikling, som en FN-kommission med Gro Harlem Brundtland i spidsen formulerede for 34 år siden. Men stadig flere kræfter arbejder i den retning, og det står klart, at forskningen spiller en væsentlig rolle i den forbindelse. 

”Samfundet ser simpelthen til universitetet efter ny viden, ny teknologi og nye talenter, som kan komme med løsninger på verdens store udfordringer. Der er efterspørgsel efter teknologi til mennesker, som kan bidrage til et bedre og rigere, mere retfærdigt og sikkert liv uden at udtømme naturressourcer eller kompromittere livet på jorden,” siger prorektor Rasmus Larsen.

DTU kommer til at spille en rolle i initiativer, som skal skubbe på den udvikling, f.eks. regeringens grønne partnerskaber, Pionercentrene inden for klima og energi og EU-Kommissionens grønne pagt. Derfor forventes flere af DTU’s centrale fagmiljøer at vokse inden for de næste år. Og for at skabe plads til dem og give dem mulighed for at samarbejde i større enheder investerer DTU nu godt 400 mio. kr. i en ny forskningsbygning, som får navnet Climate Challenge Laboratory.

Bæredygtigt byggeri til bæredygtig forskning

Projekteringen af den nye bygning er netop gået i gang. Den bliver på hele 10.000 kvadratmeter og kommer til at ligge ved siden af bygning 310, som også er en specialiseret forskningsbygning. Men i modsætning til næsten alle tidligere DTU-byggerier kommer den ikke til at være knyttet til et institut. Tanken er, at den skal fungere som en platform for nye samarbejder på tværs af institutter og fag, forskere og studerende, sektorer og virksomheder, som alle arbejder med at løse klimaudfordringen.

"Vi tænker stort og langt frem. Derfor bliver laboratorieindretningen mere generisk end specifik, og huset indrettes med henblik på at skabe de bedste betingelser for både spontane og planlagte møder."
Rasmus Larsen, prorektor

”Vi tænker stort og langt frem. Derfor bliver laboratorieindretningen mere generisk end specifik, og huset indrettes med henblik på at skabe de bedste betingelser for både spontane og planlagte møder,” siger Rasmus Larsen.

Som alt andet nybyggeri på DTU vil også Climate Challenge Laboratory skulle certificeres efter en international standard for bæredygtigt byggeri, DGNB Guld. Men der vil yderligere blive lagt vægt på, at huset får et godt indeklima og kommer til at bestå af materialer, som er valgt med tanke på både CO2-aftryk og livscyklusvurderinger.

”Den nye standard hedder DGNB Guld Hjerte,” siger Rasmus Larsen. ”Det skal være et hus, hvor mennesker kan trives og udfolde deres talent bedst muligt.”

DTU har netop skrevet kontrakt med MT Højgaard Danmark, MOE Rådgivende Ingeniører og Christensen og Co Arkitekter, og de skal i løbet af det næste år planlægge byggeriet i samarbejde med DTU.

I brugergruppen sidder en af verdens førende katalyseforskere, professor Jens Kehlet Nørskov, som for nogle år siden vendte tilbage til DTU efter en del år på Stanford University. Han ser det nye hus som en fantastisk mulighed for at opbygge et unikt fagligt miljø omkring teknologier til den nødvendige grønne omstilling.

”Her bliver plads til at styrke og udvikle den bedste forskning på området. Bygningen skal invitere til samarbejde og meningsudveksling, ikke kun på tværs af universitetet, men også mellem DTU’s forskere og eksperter i hele landet og ud over Danmarks grænser,” siger han.

Huset skal efter planen tages i brug i 2024.