Foto: Mikal Schlosser

7.402 har søgt ind på DTU

Antallet af kvote 1-ansøgninger til DTU er som forventet faldet fra et exceptionelt højt ansøgningstal i 2020 på 8.376 til 7.402 i år. Glædeligt er dog en 5% stigning i 1. prioritets ansøgninger til DTU’s diplomingeniøruddannelser.

Sidste år var på alle måder et ganske særligt år – også for optagelse til videregående uddannelse. Pga. Corona-pandemien blev der sidste år oprettet ekstraordinære COVID-19-studiepladser og samtidig kom de såkaldte STEM-midler.

”Først og fremmest glæder vi os over, at vi nu ser ud til at være kommet helskindet ud på den anden side af et ekstraordinært år med corona-pandemi. Verden står igen åben for de unge mennesker, der skal ud og gøre deres egne erfaringer.

Sidste år så vi på DTU en stor stigning i antallet af ansøgninger. Et tal der bl.a. afspejlede, at mange unge droppede sabbatår og i stedet søgte ind på de videregående uddannelser. Der var desuden et stort ønske fra regeringen om at øge optaget på STEM-uddannelserne, hvilket betød, at DTU øgede sit optag på flere studieretninger,” siger bachelordekan, Lars Christoffersen.

DTU havde ved kvote 1 fristens udløb i dag kl. 12.00 et fald på 12% i antallet af ansøgninger i forhold til sidste år. Et fald, der fordeler sig med 15% på civilbacheloruddannelsen og 7% for diplomingeniøruddannelsen. Samlet er antallet af ansøgninger til DTU faldet fra 8.376 sidste år til 7.402 i år.

”I år havde vi en klar forventning om, at se et betydeligt lavere antal ansøgninger. Tallene fra KOT bekræfter dette. Men vi kan samtidig konstatere, at interessen for ingeniøruddannelserne på DTU stadig er høj,” siger Lars Christoffersen.

Flere søger ind på diplomingeniørretningen Arktisk Byggeri og Infrastruktur
"I år havde vi en klar forventning om, at se et betydeligt lavere antal ansøgninger. Tallene fra KOT bekræfter dette. Men vi kan samtidig konstatere, at interessen for ingeniøruddannelserne på DTU stadig er høj"
Bachelordekan, Lars Christoffersen

På diplomingeniøruddannelsen er det igen i år uddannelsesretningerne Byggeri og Infrastruktur samt Softwareteknologi, der er de mest søgte uddannelser, der er gået hhv. 25% og 30% frem i forhold til sidste år.

Glædeligt er det også at se, at der igen i år er chance for at blive fyldt op på Arktisk Byggeri og Infrastruktur, der har hele 23 første prioritetsansøgninger.

”Og så har vi set en stigning på 5% i forhold til sidste år på 1. prioritetsansøgninger til vores diplomingeniøruddannelser,” siger Lars Christoffersen.

Stor interesse for DTU’s nye uddannelse i Life Science og Teknologi

I år er der et særligt fokus på ansøgningen til den nye uddannelse Life Science og Teknologi, der er en bredere indgang til de tidligere tre bacheloruddannelser Bioteknologi, Tekniske Biomedicin samt Kvantitativ Biologi og Sygdomsmodellering. Uddannelsen er kommet godt fra start med 191 første prioritetsansøgninger til de 120 studiepladser, der udbydes i år.

Antallet af første prioritetsansøgere til DTU’s bacheloruddannelser er faldet fra 1.911 i 2020 til 1.766 i år. Et fald på 8%.

Foruden den nye bacheloruddannelse er det Softwareteknologi, Kunstig Intelligens og Data samt den engelsksprogede bacheloruddannelse i General Engineering, der igen i år har trukket mange ansøgere til.

General Engineering tiltrækker flest 1. prioritets ansøgninger

2.862 ansøgere har DTU’s civilbachelor- og diplomingeniøruddannelser som deres første prioritet sammenholdt med 2.955 ansøgere i 2020. Det er et lille fald på 3% i forhold til sidste år.

General Engineering er igen i år den uddannelse der tiltrækker allerflest ansøgere til DTU. I alt har DTU modtaget 499 ansøgninger hvoraf 295 er første prioritet.

STEM-midler i 2021 giver 35 studiepladser på civilbacheloruddannelserne

Regeringen indgik i 2019 en aftale med en række af Folketingets partier om, at giver 102 mio. kr. til udvidelse af STEM-studiepladser fordelt på uddannelsesstedet over hele landet.

DTU blev tildelt STEM-midler svarende til, at der i år skal optages 35 flere studerende på civilbacheloruddannelserne.

Alle DTU’s uddannelser har et begrænset antal studiepladser til rådighed og med alle forbehold ser det ud til, at DTU igen i år er nødt til at afvise kvalificerede ansøgere til de mest populære uddannelser, mens et mindre antal uddannelser sandsynligvis vil få ledige studiepladser til august.