Foto Mikal Schlosser

Opskriften på den bedste studiestart

Et mix af kreative lege, socialt samvær og en faglig introduktion giver de nye studerende på diplomingeniøruddannelsen den bedste start på studiet.

Allerede inden første undervisningsdag på DTU bliver nye studerende introduceret til uddannelsen, studiekammeraterne og underviserne på introdagen den 25. januar 2022. Introdagen følges op ad en rustur, hvor fællesaktiviteter og socialt samvær er i højsædet. Det sikrer den bedste studiestart, mener alle parter.

 


Fotos af Mikal Schlosser

Andreas Oest-Jacobsen er ny på uddannelsesretningen Produktion og har første undervisningsdag mandag den 31. januar.

 

”Jeg har fået en fantastisk velkomst af både studieleder, vektorer (rusvejledere) og KABS (Koordinator for Bachelorstudiestarten). Der er en god blanding af faglig introduktion og fællesaktiviteter. Man lærer hinanden bedre at kende på det personlige plan, når vi står her i en rundkreds og kan lege og grine sammen. Det er en god icebreaker”, siger Andreas Oest-Jacobsen om Introdagen.

 

Foto af Mikal Schlosser. Studerende i rundkreds i gang med en selskabsleg

 

Iført lyslilla hættetrøjer tager studerende fra studenterforeningen Polyteknisk Forening – i DTU’s terminologi vektorer og KABS – løbende imod nye diplomingeniørstuderende på Ballerup og Lyngby Campus. De kommer drypvis, fordi de studerende er opdelt i mindre grupper og i separate lokaler for at leve op til de gældende anbefalinger i forhold til corona.   

 

For enden af den 600 meter lange gang, der kendetegner DTU Ballerup Campus, er 26 nye studerende på Produktion inviteret til introdag, men blot otte er mødt op.

 

”Vi tror, at mange vælger at blive væk på grund af den ekstraordinære situation lige nu med høj coronasmitte i samfundet. Desuden er det Introdagen kun et tilbud, ikke et krav, så det får måske også nogen til nedprioritere det,” siger Mike Linde, der selv læser Produktion på snart andet år. Han er optaget af at give nye studerende den bedste start på studiet, fordi han på egen krop har oplevet, hvilken forskel introdagen kan gøre for den enkelte studerende.

 

Foto af Mikal Schlosser. Billede af studerende Mike Linde, der er med til at tage imod de nye studerende.

”Introdagen er en rigtig god måde at starte sit nye studie på, fordi der er et fokus på at hjælpe de nye studerende med at lære hinanden og os ældre studerende at kende på en afslappet og sjov måde, siger han og fortsætter:

 

”OK, vi er voksne mennesker, der vi leger, og det virker for nogle måske lidt fjollet, men der er et formål med det. Formålet er at danne nye venskaber og at indgå i nogle grupper, som man kan trække på resten af ens studietid, som omfatter meget projektarbejde og gruppearbejde,” fortæller Mike Linde, der startede som vektor sidste år og nu som KABS.

 

På introdagen har de nye studerende mulighed for at møde de vejledere, kaldet vektorer, som er ældre studerende fra samme uddannelsesretning, de kan spørge om stort og småt og som holder kontakten med dem primært i løbet af det første semester.

 

Foto af Mikal Schlosser. Billede af en gruppe studerende, der er i gang med en selskabsleg på første studiedag.

Midt i frokostpausen fanger vi 46-årige Ivan Karlsson. I 20 år har han arbejdet som tømrer, lige indtil en arbejdsskade en dag fik ham til at stoppe op og til at skifte spor. Han valgte at søge ind på DTU Adgangskursus for at kvalificere sig til uddannelsen, og i dag er hans første dag som bygningsingeniør-studerende.  

 

”Nogle af dem som er her i dag, har jeg læst sammen med på adgangskurset, så jeg er ikke startet på helt bar bund, men det er da meget spændende og lidt nervepirrende. Vi er blevet budt velkommen på en god og hjertelig måde, så der er ikke noget at udsætte på dagen i dag”, siger Ivan Karlsson.

 

Foto af Mikal Schlosser. Billedet forestiller Ivan Karlsson, ny byningsingeniørstuderende efter 20 år som tømrer.

20-årige Isabella Ipsen, der også skal starte på Byggeri og Infrastruktur efter et to år langt sabbatår beskriver introdagen som en blød start på studielivet:

 

”Jeg er glad for at have fået lejlighed til at møde og sætte ansigt på de andre fra mit studie. Både de nye, og dem der har gået her lidt tid. Det er meget bedre end at møde op til mandag morgen og køre lige på med undervisning," siger hun. 

 

Foto af Mikal Schlosser. Billede af Isabella Ipsen, ny studerende på Byggeri og Infrastruktur uddannelsen.

Oppe i det høje, runde bibliotekstårn runger bachelordekan Lars D. Christoffersens stemme med en blanding af autoritet og jovialitet. Han står foran et kamera og taler til de ca. 210 nye studerende via en online live-transmission. Efter en kort velkomsttale giver han ordet videre, først til rektor Anders Bjarklev og derefter til Polyteknisk Forenings nye formand Andreas Ipsen.  

 

Foto af Mikal Schlosser. Billede af bachelordekan Lars D. Christoffersen.

 

Tre dage senere møder vi den nye studerende Isabella Ipsen igen. Denne gang på Lyngby Campus på rusturens anden dag. Rusturen forløber fra den 27. januar til den 29. januar fra kl. 10-22. Campusrusturen blev først introduceret i sommeren 2020 som et alternativ til den mere traditionelle rustur med overnatning i en hytte. I år foregår alle rusture på campus uden overnatning pga corona-restriktionerne.   

 

Omkring 30 udklædte studerende er samlet i bygning 358’s kantine. Udstyret med en højtaler begiver gruppen sig ud i gården, hvor de stiller sig op, sætter musik på og begynder at danse synkront og i takt med techno-beatet.

 

”Det er så hyggeligt. Der er både planlagte aktiviteter, men der er også tid til mere fri leg og samtaler. I min gruppe er vi alle fra forskellige uddannelser, så vi bliver mixet godt sammen,” siger Isabella Ipsen.  

 

Foto af Mikal Schlosser. Billede af dansende nye DTU-studerende

 

Under frokostpausen gæster rektor Anders Bjarklev de studerende. De løfter blikket op fra deres sandwich, sætter Faxe Kondi-dåserne ned og lytter opmærksomt til manden i jakkesæt. Rektor har et altovervejende budskab til dem:

 

"Nogle af mine bedste venner i dag mødte jeg på en rustur for mange år siden. Benyt jer af muligheden for at lære en masse andre dygtige mennesker at kende. Find ud af, hvad de er bedre til end dig, og hvordan I kan bruge hinandens styrker. Og hjælp hinanden, så bliver det en fantastisk studietid," siger rektor til de unge mennesker, som står på tærsklen til ingeniøruddannelsen.

 

Foto af Mikal Schlosser. Billede af rektor Anders Bjarklev, der taler til de nye studerende.

Vinterstudiestart 2022

Gælder for de seks diplomingeniøruddannelser i 2022. 

Fra 2023 er der ikke længere vinteroptag på Kemi- og Bioteknik samt Eksport og Teknologi. 

1-3. semester af uddannelserne Arktisk Byggeri og Infrastruktur samt Fiskeriteknologi læses i Sisimiut, Grønland, mens 4-5. semester læses i Danmark.