Anders B. Møller bliver ny campusdirektør på DTU, hvor han fortsætter med at skabe de bedste forudsætninger for forskning og uddannelse.
Anders B. Møller er udnævnt til ny campusdirektør på DTU efter tre måneder som konstitueret direktør. Her vil han fortsætte arbejdet med at udvikle og udvide DTU’s campusser med fokus på bæredygtighed og digitalisering.
Anders B. Møller kommer fra en stilling som driftschef i DTU Campus Service (CAS), hvor han siden 2012 har stået for opførelsen og idriftsættelsen af mange nye bygninger sammen med CAS' øvrige ledelse. Derudover har han stået i spidsen for væsentlige opgaver som f.eks. at dekommisionere Lindholm, hvor DTU Veterinærinstituttet tidligere forskede i smitsomme sygdomme hos dyr, og for at flytte DTU Veterinærinstituttets aktiviteter fra Frederiksberg til DTU’s Campus Lyngby.
”Det glæder mig, at kunne byde velkommen til Anders som campusdirektør. Anders har et stort kendskab til DTU og har de seneste 22 år arbejdet med at fremme universitets mål om at skabe de bedste forudsætninger for excellent forskning og uddannelse,” siger universitetsdirektør Claus Nielsen.
Reduktion af CO2-emissioner
Anders B. Møller begyndte sin karriere på DTU i 2000 som sektionsleder på det daværende Forskningscenter Risø, National Laboratoriet for Bæredygtig Energi, der i dag hedder DTU Risø Campus. Her medvirkede han til at opbygge en række væsentlige forskningsfaciliteter. Det er f.eks. DTU’s energilaboratorium System Integration Lab (SYSLAB). Det er Poul la Cour Vindtunnellen, der er blandt de største universitetsejede tunneler i verden. Og det er supercomputeren Computerome, der foretager beregninger inden for biovidenskaben samt Hevesy Laboratoriet, der fremstiller radioaktive lægemidler. Desuden spillede han en central rolle i fusionen med DTU.
De seneste mange år har Anders B. Møller arbejdet med at fremme bæredygtighed på tværs af DTU’s campusser. Det har bl.a. resulteret i 50 pct. reduktion af CO2-emissioner over de sidste ti år. Internationalt har Anders B. Møller siden 2013 deltaget i bæredygtighedsnetværket, International Substainable Campus Network, (ISCN), hvor universiteter fra hele verden arbejder med at fremme bæredygtighed på deres campusser.
Også digitalisering ligger hans hjerte nært. Ifølge Anders B. Møller er den digitale dagsorden helt afgørende for, at CAS kan bearbejde og udnytte data, der dokumenterer brugen af bygninger og på den måde skabe værdifuld viden, der kan bruges til at optimere DTU’s bygninger og arealer. Det gælder både nye og gamle bygninger.
”Med afsæt i min brede viden om de mange ekstraordinære afkroge af universitetet vil jeg arbejde for at understøtte en sund og bæredygtig udvikling af de fysiske rammer - som skal sikre, at DTU er det foretrukne universitet for bl.a. nationale og internationale forskere og studerende," siger Anders B. Møller.
"DTU er en fantastisk arbejdsplads med utrolig dygtige, engagerede medarbejdere. Det er vigtigt at værne om en sådan velfungerende organisation, og ikke mindst at værne om et fortsat tæt og tillidsfuldt samarbejde med forskere og studerende. Det er noget af det, jeg som campusdirektør til enhver tid vil være garant for."