Foto: Mikal Schlosser

Det kræver ingeniører at nå FN's Verdensmål

Rektor Anders Bjarklev i Science Report: Ingeniørernes rolle er afgørende for den bæredygtige udvikling.

Opfindelsen af et transportabelt koncertpodie til kørestolsbrugere. Brug af kunstig intelligens til billigere diagnosticering af epilepsipatienter. Og opsamling af vind- og solenergi til et klimaneutralt kraftværk i Indien.

Det er blot et par eksempler på teknologiske løsninger fra DTU, som går hånd i hånd med FN’s Verdensmål. For ligesom FN har DTU i mange år arbejdet for at gøre verden til et bedre sted.

Det har vi gjort ved at gribe de udfordringer, verdens ledere har identificeret, og herudfra udviklet teknologi for mennesker. Teknologi, der skaber bæredygtig forandring.

Da FN’s 193 medlemslande 25. september 2015 vedtog de 17 Verdensmål, blev det tydeligt for alle, hvad det er, vi som ingeniører bidrager med. Det stod nemlig klart, at der skulle drastiske ændringer og nytænkning til, hvis vores fælles fremtid skulle sikres.

Samtidig fremgik det, at 11 ud af de 17 mål, der koncentrerer sig om social ulighed, klima og økonomi, kun kunne nås gennem udvikling af ny teknologi. Dermed kom der fokus på ingeniørernes vigtige rolle, og samtidig fik DTU en ramme til at forklare, hvad det er vi laver, og hvorfor det er vigtigt.

Verdensmålene som forklaringsramme

Vender vi tilbage til det transportable koncertpodie, bliver det for eksempel tydeligt, i lyset af Verdensmålene, at opfindelsen giver fysisk handicappede samme mulighed for at bevæge sig rundt til en koncert som andre. Det bidrager til at nå målet om at skabe social lighed.

På samme vis betyder opsamlingen af vind- og solenergi i Indien, at der skabes klimavenlige energiløsninger i et land med høj CO2-udledning. Det bidrager til at nå Verdensmålene om at udnytte bæredygtige energikilder og styrke klimaindsatsen.

Verdensmålene kan altså bruges som en forklaringsramme for, hvad DTU ’s teknologiske løsninger betyder ude i verden. Det skinner både igennem i vores formidling af innovation og forskning, men det bliver også brugt i uddannelsen af næste generations ingeniører.

Derfor deltager alle ph.d.-studerende på DTU i et ambitiøst kursusforløb, hvor de lærer at formidle om deres forskning til et bredt publikum. Det sker i rammen af FN’s Verdensmål.

De oplever, at deres forskning kan gøres forståelig og håndgribelig for alle, og det kommer til udtryk, når de tager ud i landets gymnasieklasser og holder oplæg om teknologiens bidrag til en bæredygtig udvikling.

Det er formidling, der smitter, og som former de unges bevidsthed og følelse af ansvar for kommende generationer. En opgave, jeg mener, er én af universiteternes fornemmeste.

Med Verdensmålene har vi altså fået et godt sprog for teknologiens betydning, som kan tales og forstås af alle. Det giver det udsyn og perspektiv, som er nødvendigt.

Både når der skal indgås samarbejder med erhvervslivet og beslutningstagere, og når en klasse med gymnasieelever skal forstå, hvorfor teknologien er afgørende for vores fælles fremtid.