Foto Mikal Schlosser

Små antenner med store muligheder

Den danske startup WingNet vil give flere mennesker blandt verdens fattigste adgang til internet og dermed muligheder for at deltage i samfundets digitale udvikling.

WingNet er en nyere dansk startup, der har sat sig det ambitiøse mål at gøre internettet tilgængeligt for de mange mennesker på kloden, som ikke har råd til at have deres egen bredbåndsforbindelse.

Ofte udnytter man ikke den fulde kapacitet af en normal internetforbindelse, så hvorfor ikke gøre det muligt, at flere kan dele den samme forbindelse? Sådan tænkte Kasper Svendsen, der har arbejdet og rejst i mange udviklingslande og set, hvor mange mennesker der lever uden internet og dermed uden mulighed for at deltage i det moderne liv.

”Internettet påvirker næsten alle aspekter af samfundet og fungerer som en stærk økonomisk motor. Men mange får ikke glæde af den vækst, fordi de er uden netadgang. Det handler både om økonomi og om livskvalitet i bredere forstand, hvor digitale løsninger, f.eks. inden for uddannelse og sundhed, kan øge befolkningens muligheder,” forklarer han.

Kasper Svendsen besluttede sig for at gøre noget ved problemet og udvikle en teknologi, der kunne gøre det muligt for flere at koble sig på samme internetforbindelse. Og her kom hans lillebror, Emil Svendsen, ind i billedet. Selv er Kasper uddannet på CBS, mens broren studerer elektroteknologi på DTU og i en årrække har haft en glødende interesse for trådløs kommunikation, wi-fi-teknologi og åbne netværk.

Antennen fordeler signalet 

Brødrene undersøgte forskellige muligheder og fandt løsningen i den såkaldte mesh-teknologi, hvor der i stedet for en hovedrouter er flere trådløse enheder, som kommunikerer frit med hinanden.

”Mesh-algoritmerne vil finde den nærmeste og hurtigste vej, lige meget hvor i netværket man er koblet på,” forklarer Kasper.

Med rådgivning, økonomisk støtte og hjælp til test af teknologien fra DTU byggede Emil Svendsen en prototype på en eksisterende mesh-antenne. Komponenterne fandtes i forvejen og var ikke for kostbare, så omkostningerne kunne holdes nede. Antennen er fleksibel og mobil og fylder cirka ti centimeter i diameter og fem centimeter i højden.

Med antennen kan indehaveren omdanne sin bredbåndsforbindelse til et trådløst netværk og dermed dele sit internet med naboerne eller andre inden for en vis rækkevidde. Via en app kan man registrere, hvor meget trafik der flyder til hvem, så den enkeltes forbrug kan afregnes. Slutbrugerne betaler altså kun for den mængde internetadgang, de bruger. 

Pilotprojekter i Thailand 

Da teknologien var på plads, fik de to brødre fire andre med ombord i firmaet WingNet. Mens Kasper Svendsen er direktør i WingNet, er Emil Svendsen teknisk chef i firmaet, og han har etableret forbindelse til en virksomhed, som kan producere antennerne. Kasper Svendsen er flyttet til Thailand, hvor han har indgået et strategisk samarbejde med en thailandsk virksomhed, som skal hjælpe WingNet med at etablere sig på det thailandske marked.

To pilotprojekter er på trapperne i samarbejde med lokale NGO’er. Det ene sættes op på et kollegie og tjener primært til på ny at gennemteste og bekræfte teknologiens funktionsdygtighed. Det andet sættes op i Thailands største slumområde, Khlong Toei, med cirka 100.000 indbyggere. Det bliver et mere afgørende proof of concept, fordi det rammer målgruppen præcist.

WingNet har også lovende kontakter i Cambodia og Indonesien, men for nuværende forhindrer coronapandemien som bekendt al rejseaktivitet. På paradoksal vis ser situationen med corona imidlertid ud til også at hjælpe det lille firmas planer på vej. Som i andre lande har borgerne i Thailand også været hjemsendt fra arbejdspladser, skoler og uddannelsesinstitutioner. Og på den måde bliver flere afhængige af internetadgang.

”Regeringen i Thailand har en officiel målsætning om at skaffe netadgang til så mange som muligt af de 16,5 mio. borgere, der skønnes at være uden. De har meldt ud, at den målsætning nu skal eksekveres, og her ser vi os selv som et godt bud på en løsning,” siger Kasper Svendsen. 

Investor søges

Siden coronanedlukningen af DTU har Emil Svendsen fra sit lille kontor i hjemmet arbejdet videre på at forbedre antennen. I februar 2021 blev han færdiguddannet som ingeniør, og han kan nu hellige sig WingNet på fuld tid.

”Det vil nok kræve, at vi får en større investor med økonomiske muskler med ombord. Det handler ikke kun om at raffinere antennen og platformen yderligere, men også om at komme ud på markedet. Men jeg tvivler ikke på holdbarheden af vores produkt, og at de store internetudbydere også vil kunne se fordelen i form af besparelser til at grave ledninger ned og i forhold til rækkevidde. Det bliver billigere for dem, og det vil samtidig være et enormt fremskridt for de millioner af mennesker, der lever uden adgang til nettet,” siger han.