Danske universiteter med DTU og GreenLab i spidsen vil med konkrete projekter vise, hvordan vi kan løse klimaudfordringer.
Fire grønne forskningsprojekter er netop blevet udvalgt til at modtage midler fra VILLUM FONDEN til at demonstrere nye måder at optimere og lagre energi i stor skala i den grønne industri- og energipark GreenLab Skive. Midlerne stammer fra en donation på 20 mio. kr., som VILLUM FONDEN bevilligede sidste år til at sætte skub på en ny national forsknings- og demonstrationsplatform, der til daglig bliver ledet af GreenLab og DTU.
Pengene skal over de næste tre år være med til at skabe et inspirerende miljø for studerende, forskere og virksomheder, der arbejder for at fremskynde den grønne omstilling. Blandt projekterne er der planer om at bruge sten og smeltet salt som varmelager. Målet er, at projekterne på hver deres måde kan være med til at løse nogle af de svære klimaudfordringer, vi står overfor.
”Det glæder mig, at vi med VILLUM FONDEN’s bevilling nu kan gå i gang med at teste, udvikle og demonstrere fire konkrete forskningsprojekter til at udvikle smarte, grønne energiløsninger. Projekterne falder godt i tråd med statsministerens nytårstale, der især handlede om at komme i mål med en ambitiøs grøn omstilling,” siger Anders Bjarklev, der er rektor på DTU.
”Men hvis ambitionen skal realiseres, skal vi i gang nu. I GreenLab Skive arbejder universiteter sammen med private fonde, regionale initiativer og virksomheder om at skabe grønne energiløsninger, der kan blive retningsgivende for at løse nogle af de klimaudfordringer, som Danmark og verden står overfor. På den måde bringer DTU sin forskning ud i verden til gavn for samfundet”.
Fire grønne projekter
De fire projekter, der nu sættes i gang, bliver ledet af forskere fra DTU, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet. I det første projekt er det ambitionen at udvikle et optimalt design for et system, der bruger smeltet salt som varmelager, der kan drive dampforsyningen til industrielle processer.
I det andet projekt, Energy Rocks, vil forskere undersøge, hvordan man bedst kan lagre overskudselektricitet fra vindproduktion som varme i store sten, så det dækker varmebehovet i GreenLab og udnytter industriparkens vind- og solressourcer bedst muligt.
Det tredje projekt, Flex-PtX, handler om at skabe en computersimulering af elmarkedet og undersøge, hvordan man kan optimere Power-to-X-produktionens økonomiske fordele gennem fleksibel drift.
Og endelig vil forskerne i det fjerde projekt udvikle og demonstrere et værktøj, der skal hjælpe med at designe energisystemer til grønne industriparker. Værktøjet vil gøre operatører af industriparker i stand til at optimere energistrømmene og beregne de dynamiske energimæssige konsekvenser af fremtidige investeringer i energiinfrastruktur.
Stærkt ansøgerfelt
De fire projekter er udvalgt af repræsentanter fra DTU, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og GreenLab og udgør den første runde af forskningsmidler fra VILLUM FONDEN. I maj 2022 uddeles anden runde af forskningsmidler.
Ebbe Kruse Vestergaard, Research Director i GreenLab, fortæller, at der har været stor interesse for at søge økonomisk støtte:
”Vi har modtaget et meget stærkt ansøgerfelt med 17 ansøgninger. Selvom vi i første omgang har udvalgt fire projekter til opstart, forventer vi at arbejde videre med flere af forskerne og se nogle af de andre projekter starte op på et senere tidspunkt.”
”Der har især været stor interesse for at skabe digitale modeller for GreenLabs industrielle symbiosenetværk, og her er jeg rigtigt glad for, at vi har igangsat et par projekter, som skal sikre, at vi får en fælles samarbejdsplatform, hvor forskere fra mange universiteter kan samskabe og bygge videre på hinandens resultater.”
”Derudover betyder energilagring og særligt lagring af varme meget for os, og vi har med opstarten af to spændende projekter omkring varmelagring sikret, at vores teknologivalg bliver truffet på et veloplyst grundlag”.
Læs mere om GreenLab
Projekt 1: Smeltet salt som varmelager: Ahmad Arabkoohsar, Aalborg University,
ahm@energy.aau.dk
Projekt 2: Energy Rocks: Kurt Engelbrecht, DTU Energy, kuen@dtu.dk
Projekt 3: Flex-PtX: Bo Nørregaard Jørgensen, Center for Energy Informatics, SDU,
bnj@mmmi.sdu.dk
Projekt 4: GreenLab Designer Lite: Bo Nørregaard Jørgensen, Center for Energy Informatics, SDU, bnj@mmmi.sdu.dk