Eksponentielle udfordringer
Men det er faktisk ikke så svært endda at finde et problem, der kan sætte selv de største computere til vægs.
Nøglen er at indse, at antallet af operationer, det kræver af computeren at udføre en beregning, skalerer vidt forskelligt for forskellige typer af problemer.
Lægger man for eksempel tal sammen, så vokser antallet af operationer lineært med tallenes størrelse (n).
Regnestykket 317.456 + 467.084 kræver rundt regnet dobbelt så mange operationer som 317 + 467.
Hvis vi i stedet ganger de samme tal sammen, så vil antallet af operationer for den gængse blækregningsmetode vokse kvadratisk (n2) med antallet af cifre i tallene.
Den rejsende sælgers problem
Det er altså mere komplekst at når opgaven lyder på at gange fremfor at lægge sammen, og dermed også mere tidskrævende for computeren.
Computerne kan følge med og løse opgaven effektivt, så længe antallet af operationer ikke vokser for voldsomt med størrelsen af problemet.
Men for nogle typer af beregninger stiger antallet af operationer eksponentielt (an) eller værre, og det er her, selv de kraftigste computere kommer til kort.
Beregningstiden stikker fuldstændig af for større og større problemer.
Et eksempel er ’Den rejsende sælgers problem’:
Man giver computeren en liste af byer og deres indbyrdes afstande, og beder den finde den korteste rute, der går gennem alle byer én gang og vender tilbage til udgangspunktet.
Har man bare 10 byer at besøge, så er der 10 x 9 x 8 x 7 x 6 x 5 x 4 x 3 x 2 x 1 = 3.628.800 muligheder, som computeren skal undersøge og vælge imellem.
Det tager tid, men lader sig gøre. Lægger man bare 3 byer mere til ruten, så er der over 6 milliarder muligheder.
Den rejsende sælgers problem’ er relevant for eksempelvis logistik-virksomheder, og de har typisk meget mere end 13 destinationer på deres ruter, og så stikker problemet helt af beregningsmæssigt.
Kvantecomputeren er både ny teknologi og et helt nyt verdenssyn
Det, der gør kvantecomputeren speciel, er netop dens potentiale til at løse nogle af de problemer, der på grund af deres kompleksitet, er praktisk uløselige med sædvanlige computere.
Det lader sig gøre fordi den arbejder med et mere avanceret informationsbegreb end den sædvanlige computer.
Grundlaget for vores nuværende digitale informationsteknologi, og dermed computeren som vi kender den, er den såkaldte informationsenhed en ’bit’ (binary digit), som kan antage værdierne 0 eller 1.
Modstykket i kvantecomputeren er en ’qubit’ (quantum bit) – et kvantemekanisk to-niveau system.
En qubit har to tilstande på samme tid, måske?
I en almindelig computers hardware udgøres den abstrakte bit af et lille elektronisk kredsløb, og på samme måde er qubitten også et lille fysisk system i kvantecomputeren.
Men hvor bitten kun kan være i tilstandene svarende til ’0’ og ’1’, så er mulighederne flere for qubitten. Dens mere komplekse tilstand beskrives med formlen:
|ψ⟩=α|0⟩+β|1⟩
Måler man på qubitten, så får man altid det ene eller andet resultat, |0⟩ eller |1⟩.
Men inden da, er den i en superposition af de to.
Populært siger man tit, at qubitten kan være i både den ene og den anden tilstand på samme tid.
Vi kan kun sige noget om sandsynlighederne
Kvantemekanikken er årsag til mange hovedbrud og specielt muligheden for superpositionstilstande, som er så essentielle for qubitten, er kilde til megen forvirring.
Københavnerfortolkningen, som særligt Niels Bohr og Werner Heisenberg gav ophav til, undgår nogle af problemerne ved at forstå kvantetilstande, som den der er sat på formel ovenfor, alene som et udtryk for sandsynlighederne for det ene eller andet måleresultat.
Kvantetilstanden rummer alt, hvad der er at sige om systemet, men repræsenterer ikke det fysiske objekt i sig selv.
Vi skal derfor ikke forstå det sådan, at qubitten er i begge tilstande på samme tid.
Mere korrekt vil være at sige, at den hverken er det ene eller det andet, før man har målt på den. Først i det øjeblik kollapser tilstanden tilfældigt til det ene eller andet.
Og det eneste, vi med kan udtale os om, er sandsynlighederne for de to måleresultater, dem kan man finde ved at udregne henholdsvis |α|2 og |β|2.