Der er rigtigt mange, der gerne vil studere på DTU. Antallet af ansøgninger på kvote 2 er steget med 23% og heraf er der 30% flere, der har DTU som førsteprioritet. Tendensen ses både på bachelor- og diplomingeniøruddannelserne og stigningen er desuden markant højere end på landsplan, hvor der i år er 4% flere, der har søgt ind på et studie på kvote 2.
På bacheloruddannelserne er det især studieretningen Generel Engineering, der har trukket mange ansøgere. 916 har søgt uddannelsen, der giver en bred vifte af ingeniørfaglige kompetencer og det er den eneste af DTU’s bacheloruddannelser, som foregår på engelsk og tiltrækker både danske og internationale studerende.
Derudover har der været en stigning på 80% i antallet af ansøgere til den digitale uddannelse Teknologi som er en relativt ny uddannelse, der primært foregår digitalt og som første gang blev udbudt i 2023.
For diplomingeniøruddannelsen er stigningen i antallet af ansøgere 26%. Her er en af højdespringerne Computer engineering som har mere end fordoblet antallet af ansøgere fra 52 til 105. Uddannelsen foregår både på DTU’s campusser i Ballerup og i Lyngby og her lærer studerende at designe, udvikle og implementere intelligente funktioner i alle typer apparater og systemer lige fra legetøj til vaskemaskiner, biler, sikkerhed, personlig medicin og meget andet.
Også diplomingeniøruddannelsen Arktisk byggeri og infrastruktur har oplevet en pæn stigning i ansøgere på 56%. På uddannelsen, der foregår på DTU’s campus i Sisimiut i Grønland, lærer de studerende at skabe løsninger og sammenhæng til et Arktis under forandring og at arbejde som ingeniør under ekstreme klimatiske forhold.
DTU’s dekan for uddannelser og studiemiljø, Lars D. Christoffersen, er begejstret over stigningen i kvote 2-ansøgere:
”Det cementerer vores stærke omdømme som en af Europas bedste ingeniøruddannelser. Tallene viser, at vores uddannelser har stor relevans for de unges hverdag og lever op til de krav og forventninger de har til fremtidens arbejdsmarked,” siger han.