Det Europæiske Forskningsråds Consolidator Grant 2023 gives til 308 forskere fra hele verden. Tre af bevillingerne går til forskere ved DTU.
Seniorforsker João Mendonça, DTU Space, modtager 2 mio. euro til projektet ”Building Virtual Worlds that Follow Universal Laws of Physics”.
Med projektet vil João Mendonça lede udviklingen af den første planet-klimasimulator, Foundation, for at forbedre de nuværende modeller, der forsøger at simulere forskellige planetariske klimaer. Ved at skabe en 3D-model baseret på universel fysik sigter han mod at løse huller i forståelsen af komplekse fænomener på planeter som Jupiter, Venus, Titan og exoplaneter (planeter der kredser om andre stjerner). Den nye model vil også forbedre klimaforudsigelserne på Jorden, herunder ekstreme vejrhændelser, der kan påvirke millioner af liv.
Seniorforsker Victoria Antoci, DTU Space, modtager 2 mio. euro til projektet ”The Quest for MAGNetIc Fields in A and F TYpe Stars”.
Med projektet vil Victoria Antoci forsøge at opklare mysterierne om magnetfelter i himmellegemer med fokus på stjerner, der er lidt større end Solen (såkaldte A&F-stjerner). Ved hjælp af asteroseismologi og studier af stjernepletter sigter projektet mod at opdage interne og overflademagnetiske felter ved at udnytte data fra rummissioner som Kepler, TESS, og Gaia. Målet er at forstå oprindelsen og udviklingen af disse magnetfelter, især i A&F-stjerner, hvor deres eksistens stadig er usikker.
Lektor Ziwei Ouyang, DTU Electro, modtager 2 mio. euro til projektet ”Advanced Magnetic Components for High-Efficiency and High-Power-Density Converters”.
Projektet sigter mod at overkomme begrænsningerne ved store magnetiske komponenter i lavfrekvente effektkonvertere (100-500 kHz) ved at adressere udfordringer i frekvensområdet 1 MHz til 10 MHz. Målet med projektet er at skabe effektive, integrerede magnetiske komponenter til spændingsregulatormoduler (VRM) i højtydende computersystemer med et mål om en VRM-konverter, der er 50 gange mindre og 5% mere effektiv end nuværende produkter.
Læs mere dette års Consolidator bevillinger hos Det Europæiske Forskningsråd.