Hvad hvis virksomheder regenererede det social-økologiske system i stedet for at skade det?
Francesco Rosati underviser i bæredygtig forretningsinnovation på DTU’s Executive MBA-uddannelse og engagerer både bæredygtigheds-entusiaster og skeptiske erhvervsledere i diskussioner om, hvordan virksomheder kan skabe positiv samfundsmæssig og miljømæssig impact.
“Vi taler ikke kun om bæredygtighed. Vi taler om vores fælles fremtid. Det handler om at tænke langsigtet og skabe forretningsmodeller, der regenererer de sociale og økologiske systemer, de er en del af,” fortæller han.
Regenerativitet kan opfattes som et skridt videre end traditionel bæredygtighed. Han definerer det som en tilgang, hvor virksomheder ikke blot undgår at skade miljøet og samfundet, men i stedet bidrager til at regenerere dem. Det indebærer fx at genoprette ødelagte økosystemer, støtte lokalsamfund og skabe forretningsmodeller, der arbejder i symbiose med naturen.
Dialogbaseret og praksisnær undervisning
Med dialogbaseret undervisning, cases og gruppeprojekter formår Francesco Rosati at gøre bæredygtighedsdagsordenen relevant og konkret – også for dem, der i starten er kritiske.
Et konkret eksempel på en virksomhed, der arbejder med en regenerativ praksis, er søgemaskinen Ecosia, der bruger sin profit til at genoprette og beskytte hotspots for biodiversitet og fremme kollektiv klimaindsats.
Det er ifølge Francesco Rosati både “nobelt” og en konkret forretningsmulighed – og netop det dobbelte potentiale er kernen i hans undervisning og forskning. Han møder ofte modstand fra deltagere, der er skeptiske over for bæredygtighed som en forretningsmulighed.
“Nogle ser det som en omkostning snarere end en investering. Min opgave er at skabe dialog og vise, hvordan bæredygtighed kan være en drivkraft for entreprenørskab og innovation,” forklarer han.
Udmærker sig både i undervisning og forskning
Stig Andersen, programdirektør for DTU's Executive MBA-program, har været med til at indstille Francesco Rosati til optræde i Poets & Quants 40-Under-40-liste:
"Francesco besidder alle de kvaliteter, der kendetegner en fremragende forsker og underviser, hvilket gør ham til en yderst værdig kandidat til denne prestigefyldte anerkendelse," siger Stig Andersen og tilføjer:
”Francesco giver de studerende redskaber til ansvarlig ledelse via banebrydende bæredygtighedskoncepter. Hans undervisning er baseret på opdaterede artikler og data, hvilket sikrer pålideligt indhold. Han bruger primær og nyere forskningslitteratur, hvilket sætter en høj akademisk standard og inspirerer tillid og nysgerrighed.”
Som forsker har Francesco Rosati publiceret forskning i verdensklasse og modtaget flere priser, herunder Tietgenprisen fra Danish Society for Education and Business (DSEB) og et Semper Ardens Accelerate-legat støttet af Carlsbergfondet, der undersøger, hvordan innovation af forretningsmodel kan bidrage til at løse samfundets store udfordringer.
“Denne anerkendelse er også vigtig for DTU. Den viser, at vores executive MBA-program er blandt de bedste i verden – og at vi tager bæredygtighed alvorligt,” siger Francesco Rosat, der vil fejre anerkendelsen med sin kone over et glas champagne.