Undervisningsfaciliteter
På vores campus i Ballerup finder du moderne undervisningslokaler, auditorier, laboratorier og forsøgshaller, der giver dig mulighed for selv – eller i samarbejde med andre – at arbejde med både maskiner, forsøgsopstillinger og apparatur.
Her er alt fra robot- og højspændingslaboratorier til en værkstedshal og et prototypeværksted, hvor du døgnet rundt har adgang til bl.a. 3D-printere og laserskærer.
Bibliotek
Biblioteket på Ballerup Campus ligger i et rundt 3-etagers tårn. Det er fyldt med både trykt og elektronisk litteratur og tilbyder en række faciliteter, fx studiepladser og grupperum samt mulighed for at printe, kopiere og scanne til e-mail.
Kantine
Ballerup Campus har en kantine, en kiosk og et salgssted, hvor du kan købe mad, snacks og drikke til studentervenlige priser.
Boghandel
I Polyteknisk Boghandel på DTU Ballerup Campus kan du købe lærebøger, faglitteratur og studiebøger.
Som studerende får du 10 % rabat på dine køb i Polyteknisk Boghandel.
Handicapvenlig bygning
DTU Ballerup campus er indrettet, så det er muligt at komme rundt over alt, også hvis du sidder i kørestol.
Studieliv
På vores campus i Ballerup er der masser af muligheder for at møde dine medstuderende, få en fredagsøl og deltage i alt fra musik til fitness. På campus finder du blandt andet:
- Elektronik Klubben Ballerup
- Fitnessrum
- Løbe- og cykelstier i Sømosen lige uden for campus
- Musikøvelokale med sanganlæg, forstærkere, trommesæt etc.
- S-Huset, Polyteknisk Forenings lokaler, et samlingssted for de studerende
- Studentercaféen Verners Kælder med bl.a. bordfodbold og bløde sofaer
- Ølbryggerforening med egne ølbryggerfaciliteter
DesignBuildLab - laboratorier og værksteder
DesignBuildLab er en række værksteder og laboratorier på DTU Ballerup campus, som du kan få adgang til 24 timer i døgnet. Efter et kort sikkerhedskursus, er du klar til at indtage faciliteterne, der dækker alle områder fra beton og plast, robotteknologi, elektronik til sundhed og har et omfattende prototypelab på 600 m2 med både 3D-printere og laserskærere.