Målet for Novo Nordisk Fonden og DTUs store, nye forskningsinitiativ er ambitiøst: At styrke Danmark og Europas bioøkonomi og udvikle skalerbare biosolutions, der kan gøre os fri af fossile ressourcer.
Novo Nordisk Foundation Biotechnology Research Institute for the Green Transition (BRIGHT) kommer til at forbinde og forstærke den internationalt førende bioteknologiforskning på tværs af DTU. Helt centralt for initiativets mission er at sikre gennemslagskraft, siger prorektor på DTU, Christine Nellemann:
”I årevis har vi talt om biosolutions store potentiale. Formålet med BRIGHT er at forløse det potentiale og skabe reelle, biobaserede løsninger, som kan implementeres i industrien og gøre vores samfund grønnere, rigere og mere resilient,” siger hun.
Det skal blandt realiseres ved at samarbejde tæt med erhvervslivet, siger direktør for BRIGHT, Luuk van der Wielen:
”Hvis det skal lykkes at udvikle en konkurrencedygtig dansk og europæisk bioøkonomi, er samarbejde mellem universiteter og både små og store virksomheder på tværs af sektorer helt nødvendigt. Derfor bliver det en kerneværdi for BRIGHT at gå åbent til samarbejde og dele gavmildt ud af den viden, vi skaber.”
Uddannelse af ingeniører specialiseret i biosolutions bliver også en kerneopgave for BRIGHT. Og placeringen på DTU giver en unik mulighed for at udnytte et allerede førende uddannelses- og forskningsmiljø, siger Luuk van der Wielen:
”Europas økonomi, der i stigende grad drives af biosolutions, kalder på en ny generation af ingeniører og forskere. Derfor er BRIGHTs opgave også at præsentere dygtige studerende for virkelige problemstillinger og banebrydende bioteknologisk forskning, så de er rustet til at gå direkte ud i samfundet og ændre verden til det bedre,” siger han.
BRIGHT’s forskning, udvikling og uddannelse bliver fokuseret omkring tre områder, som er afgørende for gennemførslen af den grønne omstilling:
- Bæredygtige materialer
- Mikrobielle fødevarer
- Mikroorganismer til klimaneutralt landbrug
Læs mere om BRIGHT her.