Klumme af professor Jacob Ladenburg, lektor Claire Marie Bergaentzlé og seniorforsker Per Sieverts Nielsen. Bragt i Energy Supply maj 2025
Udbredelsen af solenergi er øget kraftigt gennem de senere år, fra 1,3 GW i december 2020 til 3,9 GW i december 2024. Det gør solenergi til den vedvarende energikilde, der i øjeblikket vokser hurtigst. Det hænger bl.a. sammen med, at solcellerne er blevet billigere og dermed giver husejere og virksomheder landet over bedre mulighed for at installere solenergi. En løsning, der er med til at sikre en decentral og robust energiforsyning, der bliver stadig mere vigtig, for eksempel i forbindelse med strømnedbrug. Lutter positive resultater, som vi hilser velkomne.
Udbygningen af solenergi omfatter også store solcelleanlæg, placeret på marker rundt omkring i landet. Flere af den type solparker vil uden tvivl blive etableret i den kommende tid for at sikre tilstrækkelig vedvarende energi. I det perspektiv venter der de nye kommunalpolitikere og aktørerne i den grønne trepart en vigtig opgave i form af at overveje og beslutte, præcis hvor nye solceller skal tillades.
En effektiv udbygning af vedvarende energi, herunder solceller, kræver dog indsigt i en lang række forhold. Det vil derfor være en fordel at få skabt et samlet overblik over dansk solenergiudbygning, der både tager højde for samfundsøkonomiske forhold, den nuværende lovgivning og demokratiske overvejelser. Et overblik, som ikke eksisterer i dag og derfor kan medføre uhensigtsmæssige lokale beslutninger, der danner bølger nationalt.
I det følgende vil vi kort gennemgå de tre forhold, der bør indgå i et samlet overblik – samfundsøkonomi, lovgivning og demokratiske hensyn.
Hvordan udnytter vi vores arealer bedst muligt?
Hvis vi i første omgang tager de samfundsøkonomiske briller på og ser udover de rene produktionsomkostninger, så kan vi slå fast, at danskerne generelt er glade for solenergi. I to videnskabelige artikler har vi undersøgt mere end 1.500 danskeres holdning til solceller på landbrugsjord, industritage og private hustage. Og resultatet er klart. Hvor 51 procent i høj grad og i meget høj grad bakker op om solceller på landbrugsjord, er den tilsvarende opbakning til solceller på industritage 93 procent. Også andre store tagflader som for eksempel kommunale bygninger eller lejlighedskomplekser er oplagte at anvende til solenergi.
Når netop de store tage er interessante, hænger det sammen med de samfundsøkonomiske omkostninger ved forskellige placeringer. Der er umiddelbart ingen nabogener og derved tilknyttede samfundsøkonomiske omkostninger ved at placere solceller på eksisterende bygninger, hvad enten det er industritage, beboelsesejendomme eller skoler. Derimod er solcelleparker i landbrugslandet forbundet med flere gener. Solcellerne placeres på store sammenhængende landbrugsarealer. Folk, der bor tæt på de nye solcelleanlæg, har ofte oplevelsen af en negativ ændring i det natur-/kulturlandskab de bor i. Udsigten udover marker ændres til udsigten til et industrialiseret landskab, hvilket kan stå i skarp kontrast til folks motiv for at bo uden for byerne. I yderste tilfælde viser studier, at hvis solceller står tæt på bebyggelse kan prisen på folks ejendom falde. Det er et samfundsøkonomisk tab.
En anden vigtig parameter, der skal ses sammen med opfattelsen af kulturlandskabet, er den alternative værdi af landbrugsjorden, der i stedet kunne være udnyttet til for eksempel fødevareproduktion. I fremtiden er begge dele sikkert muligt, da der forskes i at lave solceller, som i højere grad tillader landbrugsproduktion på samme areal (under solcellerne), men de eksisterer ikke nu. Samlet set kan begge eksempler derfor bidrage til modstand mod store solcelleanlæg på landbrugsjord ligesom mulige negative påvirkninger af huspriserne øger de samfundsøkonomiske omkostninger ved at placere solceller på landbrugsjord.
Lovgivningen spænder ben
Hvis vi for det andet ser på reglerne og lovgivningen om solceller, kan det være lidt af en udfordring at placere solcelleanlæg på bygningstage. Solceller er omfattet af en overordnet EU-lovgivning for strøm, som Danmark har valgt at fortolke og indføre på en meget striks måde. De danske regler kræver således, at der bliver oprettet et såkaldt energifællesskab, som skal tage sig af opgaverne i forbindelse med etablering og drift af et solcelleanlæg. Fællesskaber, der kræver deres egen ledelse i form af en bestyrelse med formand, en direktør eller lignende. Samtidig gør tilkoblingen til det eksisterende elnet det til en forholdsvis omfattende opgave at agere som energifællesskab.
Lad os tage et eksempel. En boligforening i Hvidovre ønsker at etablere solceller på deres tage, så de selv kan producere en del af den strøm, beboerne bruger. Der er fem etageejendomme i foreningen med i alt 240 lejligheder, placeret på to forskellige matrikler. Med de nuværende regler er det uklart, om boligforeningen skal oprette et energifællesskab for hver af de fem bygninger, eller om de skal have to, et for hver matrikel? Under alle omstændigheder bliver det en større administrativ hæmsko at etablere to eller flere energifællesskaber for beboerne i de 240 lejligheder.
Det samme gør sig gældende for solceller på tagene af kommunale bygninger, som bl.a. Lyngby-Taarbæk kommune for nogle år siden ønskede at etablere, men måtte opgive, fordi det blev for dyrt at oprette et energifællesskab til at varetage administrationen.
Selv hvis man får etableret et eller flere energifællesskaber, så kompliceres både kommunens og boligforeningens ønske om at blive selvforsynende med solenergi yderligere. Med de nuværende regler skal man nemlig købe og sælge strømmen, hvis man udveksler den mellem to forskellige bygninger (eller energifællesskaber), også selvom man selv ejer dem begge. Det vil sige, at boligforening og kommune skal handle internt med strømmen, hvis de vil udnytte den i en anden bygning, end der hvor den er produceret. I en boligforening med fem ejendomme eller en kommune med et tocifret antal bygninger, kan man nemt forestille sig, at administrationen af køb og salg hurtigt kan vokse sig til en uoverskuelig og meget ressourcekrævende opgave.
Færre til at betale for elnettet
Endelig er der for det tredje en række demokratiske overvejelser, som skal tages i betragtning i forbindelse med udbygning af solenergien. For at forstå dem, er vi nødt tiI først at kigge på afregningen af strøm.
Vores elregning består af tre forskellige dele. Den første del er udgiften til at producere strømmen, den anden er omkostningerne til at transportere strømmen via nettet, og den tredje er elafgifter. Når vi installerer solpaneler og begynder at producere og forbruge vores egen strøm, kan vi spare på vores elregning. Samtidig fritager det os for at betale til nettet, ligesom vi ikke betaler de afgifter, der er knyttet til vores strømforbrug.
Det lyder måske som en lille ting, men det er vigtigt både for politikere og alle andre af to grunde. For det første fordi det resulterer i færre skatteindtægter til staten, der for eksempel kunne være brugt til at sikre den grønne energiomstilling eller til andre formål.For det andet fordi det betyder, at de omkostninger til elnettet, som solcelleejere undgår, i stedet bliver fordelt på de forbrugere, som ikke selv producerer strøm. Enten fordi deres bolig ikke er egnet til at installere solcelleanlæg, eller fordi de for eksempel ikke har råd til at investere i et anlæg.
I Californien, hvor især private brugere har investeret massivt i solceller, har der været eksempler på, at halvdelen af befolkningen i et område dækkede deres eget strømforbrug med et solcelleanlæg, og at den anden halvdel af befolkningen derfor skulle betale hele udgiften til nettet.
På den måde bliver vores retfærdighedsprincip udfordret. Hvis mange producerer og forbruger deres egen strøm, kan det skabe ubalance både i elnettets økonomi og en social ubalance i samfundet på længere sigt.
Det er derfor et forhold, der skal tages højde for, hvis vi skal sikre, at befolkningen fortsat bakker op om solenergien.
På samme vis kan det blive en demokratisk udfordring, hvis det ikke bliver lettere for f.eks. boligforeninger, virksomheder eller kommuner at etablere sig som ejer af solcelleanlæg på store bygninger, hvor strømmen produceres og forbruges lokalt. I øjeblikket, bliver en stor del af strømmen fra danske solcelleanlæg produceret på markanlæg i landområder, hvor det økonomiske overskud af produktionen tilfalder jordejeren, mens værdien af husene i nærheden af solparken kan falde. Samtidig er der udgifter til at udvide det elnet, der skal transportere strømmen fra markerne til forbrugerne, der for hovedpartens vedkommende bor i byområder.
Hvis man i stedet får større frihed til at etablere fælles solcelleanlæg for eksempel på ejendomskomplekser, vil produktionen i større grad finde sted, hvor forbruget er, og det økonomiske overskud bliver fordelt mellem en større kreds af ejere. Det er muligvis en dyrere løsning i forhold til den rene produktionsomkostning, men samfundsøkonomisk og demokratisk kan det være en mere stabil løsning.
Det haster at få et overblik
Som vi nævnte i starten af denne klumme, er der ingen tvivl om, at solenergi og en øget udbredelse af denne energiform, er positiv. Men det indebærer naturligt også en række omstændigheder, som vi aktivt skal tage stilling til.
Vi håber, at beskrivelsen af de tre forhold: samfundsøkonomien, lovgivningen og de demokratiske overvejelser, har gjort det klart, at der er behov for et samlet overblik over, hvordan vi i Danmark mest effektivt kan udbygge med solenergi.
Et overblik, der bliver stadig vigtigere, og som bl.a. de nuværende trepartsforhandlinger og det kommende kommunalvalg gør det meget aktuelt at få hurtigt etableret.
