For at sikre samfundet kvalificeret arbejdskraft inden for kvanteteknologi, har DTU i samarbejde med Københavns Universitet åbnet Danmarks første studie i kvanteinformationsvidenskab. Studiet skal uddanne morgendagens kvantespecialister, som derefter vil hjælpe med at udbrede kendskabet og anvendelsen af den nye teknologi.
De optagne studerendes baggrunde dækker et bredt spektrum; de har en bachelor i matematik, datalogi, fysik, teknisk fysik, astrofysik, fotonik, elektronik, nanovidenskab eller informatik. Og de kommer fra hele 16 forskellige lande - Danmark, Kina, Spanien, Grækenland, Irland, Slovakiet, Østrig, Bangladesh, Indien, Kroatien, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Serbien og USA, hvilket skaber et meget internationalt studiemiljø.
"Vi ønsker at være i front, og målet er, at kandidaterne fra kvanteinformationsvidenskab skal kunne varetage og endda skabe nye job inden for kvanteteknologi, der er et område i stor vækst. Jeg er glad for at opleve de studerendes engagement og entusiasme, og jeg ønsker alle de nye studerende velkommen", siger studieleder Jan Philip Solovej, Københavns Universitet.
DTU’s studieleder Jonatan Bohr Brask er også tilfreds. ”Uddannelsen oplevede stor søgning, så det er med glæde, at vi kan starte den med et fuldt holdt studerende. Det er et godt tegn på, hvor stort behovet for uddannelsen er, og vi glæder os alle til at komme i gang med den."