DTU’s rektor Anders Bjarklev er skuffet over tirsdagens politiske aftale om udflytning af studiepladser fra de største byer, da aftalen samtidig betyder, at DTU i 2030 skal optage cirka 500 færre studerende end i dag. I 2020 og 2021 optog DTU henholdsvis 4956 og 5056 studerende.
Anders Bjarklev påpeger, at vi står over for gigantiske klimatiske udfordringer, og at krigen i Ukraine har skabt et akut forsyningssikkerhedsproblem, som skal løses ved en accelereret omstilling af energisektoren.
”Det er ubegribeligt, at det politiske svar er at begrænse optaget på DTU’s ingeniøruddannelser. Det står i skarp kontrast til både erhvervslivets efterspørgsel og det bredt funderede ønske blandt politikere og borgere om en bæredygtig omstilling af samfundet. En omstilling, der viser sig endnu mere nødvendig end nogen sinde,” siger Anders Bjarklev.
Erhvervslivet skriger på ingeniører, og ledigheden er allerede med det nuværende antal uddannede forsvindende lille ifølge tal fra IDA.
”DTU’s ønske har hele tiden været, at vi skal uddanne flere ingeniører og også gerne flere end i dag, og det skal være over hele landet. Vores udspil har konstruktivt fokuseret på at finde løsninger, der bakker op om det politiske ønske om regional udvikling, og som samtidig har kunnet honorere arbejdsmarkedets sult efter ingeniører,” siger Anders Bjarklev.
DTU i hele landet
DTU har i sit udspil til politikerne foreslået at flytte studiepladser fra Lyngby til henholdsvis Hirtshals, Kalundborg og Risø. Og det er som forventet blevet en del af den endelige aftaletekst. De tre lokaliteter er valgt, fordi det er muligt at sikre en god kobling mellem forsknings- og uddannelsesaktiviteter.
I Hirtshals placeres kandidatuddannelsen Akvatisk Videnskab og Teknologi og diplomingeniøruddannelsen i Fiskeriteknologi, hvoraf de første tre semestre gennemføres på DTU’s campus i Sisimiut.
I Kalundborg vil DTU i samarbejde med Novo Nordisk og andre erhvervspartnere udvikle en kandidatuddannelse i Biomanufacturing og i samarbejde med Det Kongelige Akademi oprette en ny kandidatuddannelse i Industrielt Design.
Derudover flytter DTU de to kandidatuddannelser i Bæredygtig Energi og Vindenergi til DTU Risø Campus.
Læs mere om, hvordan DTU vil uddanne flere ingeniører og IT-specialister og imødekomme efterspørgslen fra store dele af erhvervslivet, over alt i Danmark.